Vinduesproducent fra Mors rider med på håndboldbølgen

Det danske kvindelandshold i håndbold viste flot spil og fik en fjerdeplads ved det netop overståede EM, og det glæder særligt den mangeårige eksterne fløjspiller, KPK Døre og Vinduer fra Mors, der har været med som sponsor på sidelinjen siden 2015.

Resultatet understreger ifølge både vinduesproducenten og Dansk Håndbold Forbund, at det er vigtigt at stå sammen i svære tider, da det kan vise sig at bære frugt på sigt.

Seertallene har været flotte, hvor eksempelvis den afgørende puljekamp mod Rusland blev set af imponerende 1.357.000 danske seere i gennemsnit, og i anden halvleg så 1.421.000 med. Semifinalen og bronzekampen er formentlig blevet set af endnu flere.

– Det glæder os virkelig, at vores danske håndboldkvinder er kommet så stærkt tilbage, og selvom vi selvfølgelig havde håbet på metal til Danmark, ønsker vi dem kæmpestort tillykke med et flot mesterskab. Det er særligt en stor tilfredsstillelse set i lyset af en coronapandemi, som har resulteret i aflyste kampe og færre eksponeringer for sponsorer som os. Det er ærgerligt, at vi ikke har kunnet invitere vores kunder med til kampene, men vi har stor respekt for, at DHF har formået at afvikle EM efter alle retningslinjer under meget svære vilkår, lyder det fra Peter Bechmann, som er salgschef i KPK. Han fortsætter:

KPK Døre og Vinduer’s logo pryder nationaldragten på både trøjer og shorts. Pressefoto

– På trods af vanskelighederne og de ringere muligheder for eksponering har vi dog haft stor tiltro til holdet hele vejen igennem, og vi har derfor også fortsat holdt hånden under dem under coronakrisen ved at fortsætte sponsoratet. Den tiltro bærer jo så frugt nu, og det viser bare, hvor vigtigt det er at stå sammen og vise forståelse i svære tider.

Og budskabet om tiltro og sammenhold er noget, man i høj grad bakker op om hos i den danske håndboldverden, lyder det fra Henrik M. Jacobsen, som er direktør i DHF:

– Vi sætter stor pris på samarbejdet med gode og loyale sponsorer som KPK, der bygger på et stærkt sammenhold igennem både sejre og nederlag. Særligt opbakningen i svære tider, som vi for eksempel har oplevet under coronakrisen, er uundværlig, og det er netop den, der gør, at vi kan komme stærkt tilbage ved EM eller i andre sammenhænge. Til gengæld forsøger vi også at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores sponsorer med at opnå eksponering på alternative måder.

Hovedformålet med KPK’s sponsorat er netop at skabe øget opmærksomhed omkring virksomhedens brand, og dermed gøre det nemmere for håndværkerne at anbefale produkterne til slutkunden. Derfor har DHF sammen med KPK tænkt ud af boksen under coronakrisen og fundet alternative eksponeringsmetoder i form af alt lige fra videoer med spillerne til spillerbesøg hos sponsorvirksomheden.

Hos KPK ser man nu fremad og håber, at de skærpede covid 19-restriktioner i mange lande og udrulning af et vaccineringsprogram vil være med til at sænke smittetallene og dermed resultere i færre aflyste kampe for de danske håndboldkvinder og mere eksponering for virksomheden.

Forfatter

Related posts

Top