Vildt kitesurf-event rammer Cold Hawaii

Til september afvikles kitesurf-konkurrencen Big Air for første i Danmark i forbindelse med Cold Hawaii Games.

I Big Air gælder det om at hoppe så højt som muligt eller hænge så længe i luften som muligt. Danske Nick Jacobsen er en af verdens bedste i disciplinen, og han er bl.a. kendt for at springe ud fra høje bygninger  så sent som for en måned siden hoppede han over den lange mole i Vorupør med et oprørt hav under sig.

Den 32-årige kitesurfer glæder sig til at vise sin sport frem for danskerne, for Big Air bliver normalt dyrket i fjerne egne som Hawaii eller Sydafrika. Men Vesterhavet kan også give verdensklasseforhold, fortæller han.

Dansk Verdensrekord
– Cold Hawaii er det eneste sted i Nordeuropa, hvor forholdene er gode nok til Big Air. Hvis vi får en god efterårsdag med hård vind og to-tre meter høje bølger, lover jeg en konkurrence i verdensklasse, siger Nick Jacobsen, der i 2017 satte verdensrekord, da en sejlbåd trak ham 277 meter op i luften.

– Jeg har altid drømt om at lave en Big Air-konkurrence i Danmark, men det har været svært, når jeg rejser 9-10 måneder om året. Men coronaen har tvunget mig til at blive i Danmark, og da jeg hørte, at Friends of Cold Hawaii gik rundt med samme drømme, var det bare at rykke hurtigt, fortæller han.

Konkurrencen, der hedder Cold Hawaii Big Air, bliver formentlig afviklet i Hanstholm, men arrangørerne kan flytte hele eventet til et andet sted langs kysten, hvor vinden og bølgerne er perfekte.

Cold Hawaii Games afvikles fra 13. til 20. september 2020 og byder på 10 10 forskellige sportsdiscipliner indenfor kitesurfing, SUP, skateboard, windsurfing, waveboarding, surfing, cykling, løb, og yoga overalt i Thy under åben himmel.

Der er aktiviteter i Klitmøller, Hanstholm, Vorupør og Nationalparken.

PR-foto: Red Bull

Forfatter

Related posts

Top