Vil fordoble straffen for mishandling af dyr

Mishandling og anden grov uforsvarlig behandling af dyr skal straffes højere, end tilfældet er i dag.
Det mener miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som i dag fremsætter et forslag til en ændring af Dyreværnsloven. Det er både bøder, der vil blive større og fængselsstraffe, der vil blive længere med lovændringen.
– Hvis man mishandler dyr, skal det have en konsekvens. I dag er straffen for at mishandle dyr ganske enkelt for lav. Uanset om man holder dyr privat eller i erhvervsmæssig sammenhæng, skal de behandles ordenligt. Jeg vil med lovforslaget sende et tydeligt signal om, at mishandling af dyr er uacceptabelt, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
I dag koster det eksempelvis 5.000 kroner i bøde, hvis man udsætter en hund for grov uforsvarlig behandling. Det stiger med lovændringen til 10.000 kroner. Anden gang, man bliver taget for at udsætte et dyr for samme behandling, koster det i dag 7.500 kroner. Her stiger bøden til 15.000 kroner.
Desuden udvides straframmen for mishandling af dyr fra fængsel i indtil 1 år til fængsel indtil 2 år.
Ændringen af dyreværnsloven skal efter planen træde i kraft den 1. juli i år.

Forfatter

Related posts

Top