Venstre klar med gamle travere og nye navne til KV 2017

Venstre i Thy har mandag aften sat navn på de 13 kandidater, man opstiller til kommunevalget til november. Det skete på et opstillingsmøde i Sjørring Sports- & Kulturcenter.

På listen finder man de nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen: borgmesterkandidat Niels Jørgen Pedersen sammen med Kristian Tilsted, Esben Oddershede, Kenneth Bjerregaard, Henrik Gregersen, Lars Steffensen, Peter Larsen og Henning Jensen.

Nye på listen er: Havneassistent Søren Zohnesen fra Hanstholm, der skal forsøge at hente nogle af Per Skovmoses stemmer i byen efter, at han har forladt partiet. Her kan han dog komme ud i skarp konkurrence, hvis Per Skovmose som forventet genopstiller – for De Konservative.

Listen rummer også Karen Smed fra Sennels, der i en årrække har arbejdet i partiorganisationen. Hun skal forsøge at hente nogle af Lene Kjelgaards kvindelige stemmer efter, at den siddende borgmester som bekendt ikke genopstiller som følge af, at den nuværende borgmesterkandidat og flere støtter, fik hende sendt ud i kulden. Det lykkedes dermed landets største parti kun at mønstre en kvindelig kandidat til Kommunevalget til november.

Også Erling Madsen, der er ansat ved Politiet og fra Bedsted opstiller, sammen med Ambulanceredderen Ken Søvsø fra Skjoldborg og Fiskeeksportør Johnny Bækkel fra Tilsted.

 

Listen ser således ud idet Venstre har sideordnet opstilling til valget. Rækkefølgen er udtryk for, hvordan medlemmerne har stemt på opstillingsmødet:

01. Niels Jørgen Pedersen (Landmand, Sundby) – medlem af kommunalbestyrelsen

02. Søren Zohnesen (Havneassistant, Hanstholm)

03. Kristian Tilsted (Project Manager, Thy Mors Energi A/S, Hurup) – medlem af kommunalbestyrelsen

04. Esben Oddershede (Landmand, Vandet) – medlem af kommunalbestyrelsen

05. Kenneth Bjerregaard (Lærer, Koldby) – medlem af kommunalbestyrelsen

06. Henrik Gregersen (Landmand, Frøstrup) – medlem af kommunalbestyrelsen

07. Lars Steffensen (Landmand, Vesterby per Vestervig) – medlem af kommunalbestyrelsen

08. Karen Smed (Sennels)

09. Erling Madsen (Ansat ved Politiet, Bedsted)

10. Peter Larsen (Fhv. Bankdirektør, Thisted) – medlem af kommunalbestyrelsen

11. Henning Jensen (Landmand, Kløv) – medlem af kommunalbestyrelsen

12. Ken Søvsø (Ambulancebehandler, Skjoldborg)

13. Johnny Bækkel (Fiskeeksportør, Tilsted)

Foto : TV MidtVest

Forfatter

Related posts

Top