Venstre på Mors vil gå til budgetforhandlingerne med partiets egen politik – men uden at plante konkrete krav gennem medierne på forhånd.
Det siger Venstres politiske ordfører i Morsø Kommunalbestyrelse, Malte Houe, der samtidig retter en skarp kritik mod den måde, dele af konstitueringsgruppen har kommunikeret om budgetprocessen.
– Vi går selvfølgelig til budgetforhandlingerne med vores politik. Den brugte vi en hel valgkamp på at fortælle om. Områder som for eksempel et markant styrket børne- og ungeområde og bedre rammer for vores erhvervsliv og meget mere. Det er den retning, vi arbejder for, også når der skal lægges budget, siger Malte Houe.
Han mener, at flere partier allerede er begyndt at sende ønsker og krav ind i forhandlingerne gennem medierne.
– Det kommer vi ikke til at konkurrere i. Hvis alle på forhånd planter hvert sit flag og fortæller, hvad der under ingen omstændigheder kan røres, bliver det svært bagefter at finde hinanden. Et budget kræver prioriteringer og kompromiser – og et fortroligt rum, hvor man kan give og tage, siger han.
Frygter proforma-budget
Malte Houe hilser åbenhed i politik velkommen, men mener, at den nuværende model risikerer at give det modsatte resultat.
– Jeg synes ærligt talt, der er gået symbolpolitik i den her udgave af åbenhed. Og jeg frygter, at budgetforslaget bliver proforma, siger han.
Ifølge Houe har de øvrige gruppeformænd allerede understreget, at der i første omgang blot bliver tale om et budgetforslag og ikke et egentligt budgetforlig.
Det rejser ifølge Venstres politiske ordfører spørgsmålet om, hvad borgerne reelt kan regne med.
Hvis en besparelse bliver fjernet efter høringsfasen, skal budgettet fortsat gå i nul. Dermed skal der findes en ny besparelse et andet sted – et forslag, som borgerne ikke nødvendigvis har haft mulighed for at forholde sig til i høringen.
– Det er svært at kalde mere åbent, siger Malte Houe.
Reagerer på borgmesterens syn på medarbejdere
Houe er også stærkt kritisk over for den del af processen, der handler om kommunens medarbejdere.
Kun Mors har ifølge Malte Houe spurgt borgmesteren, om det, at konkrete besparelsesforslag bliver offentligt kendt, giver den enkelte medarbejder en mulighed for at kæmpe for sit job.
Ifølge Houe var svaret, at medarbejderen kunne komme med gode argumenter for, hvorfor stillingen ikke skulle være omfattet.
Det får Venstres politiske ordfører til at reagere kraftigt.
– Der står jeg helt af, siger han.
Han peger på, at forvaltningen har brugt måneder på at beskrive konsekvenserne af de forskellige besparelsesforslag.
– Vi kan ikke derefter sætte konkrete medarbejdere i den helt umulige situation, at de kan læse i pressen, at deres stilling måske er i spil, og så forvente, at de skal ud og argumentere for, hvorfor politikerne skal vælge anderledes. Det kan og skal ikke være medarbejdernes ansvar. Det er vores, siger Malte Houe.
Afviser stort borgermøde
Venstre støtter heller ikke idéen om et stort borgermøde om de konkrete besparelser.
Malte Houe understreger, at partiet ønsker dialog og vil lytte til borgerne. Men han frygter, at et stort møde kan udvikle sig til en kamp om, hvem der kan mobilisere flest mennesker.
– Selvfølgelig skal vi lytte, og selvfølgelig skal der være dialog. Men et stort møde om konkrete besparelser risikerer at gøre budgetprocessen til en konkurrence om, hvem der kan mobilisere flest og råbe højest, siger han.
For Venstre handler åbenhed derfor ikke nødvendigvis om at offentliggøre alle politiske positioner, før forhandlingerne begynder.
– Åbenhed er også at stå på mål for de beslutninger, vi selv er valgt til at træffe, siger Malte Houe.



