Af Jens Tilma (C), Formand for Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune

Vejrafhængige energianlæg i Sydthy er til politisk behandling, og der pustes til debatten fra flere sider. Om ikke andet, så bidrager projekterne helt tydeligt til øget engagement i den offentlige debat, og det hilser jeg velkommen. 

Det er positivt, at mange kommer til orde. Men ordet er ikke lige let at tage for alle. 

Det er heller ikke lige let at gennemskue de politiske prioriteringer, men også her melder nogle af mine kolleger åbent ud om deres prioriteter i vægtningen af argumenter for og imod. Det hilser jeg velkommen, for jeg bakker op om tydelig kommunikation og åbenhed om sine prioriteter – også i høj grad ved mine politiske kolleger, jeg er uenig med som nu. 

Thy-modellen bliver brugt som argument både for og imod projekterne. Jeg har tidligere skrevet og udtalt mig positivt om intentionen bag den, men negativt om udmøntningen af den og om dens begrænsninger – herunder bl.a. den meget skæve formidling og informationsskævhed, som fik mig til at kalde modellen ‘det uoplyste fyrtårn’. 

For at slå det helt fast, så er Thy-modellen og 2. åbne VE-ansøgningsrunde en arvet beslutning fra den tidligere kommunalbestyrelse. Thy-modellen har ingen absolutte kriterier, men fem tematikker, der danner baggrund for vurdering af projekterne. Og det er allerede tydeligt, at de tematikker vægtes forskelligt. 

Tidligere VE-ansøgninger har været igennem Thy-modellen, hvor der er sammenfald mellem borgerafstemninger og politiske afstemninger. Det ser ud til, at dette sammenfald nu forsvinder, og at de politiske prioriteter i stedet er individuelle og ikke baserer sig på et flertal i afstemningerne. 

Skulle anvendelsen af en helt ny model følge en helt grundlæggende fremgangsmåde for forandringsledelse og nye projekter, skulle modellen planlægges, udføres, evalueres og justeres, hvorefter en runde mere kunne forsøges. På den måde sikres optimering ud fra erfaringer, så ulemperne ved modellen hen af vejen mindskes mest muligt. 

Det har ikke været tilfældet. I stedet ser Thy-modellen nu ud til helt at falde pga manglende rettidig omhu i forhold til relevante justeringer. Præcis som jeg har påpeget, længe inden jeg selv blev valgt til kommunalbestyrelsen. 

Thy-modellen vandt en pris for borgerinddragelse og fokus på lokal værdiskabelse, men bruges nu også som argument for at omgå det demokratiske værktøj borgerinddragelse i form af afstemninger med sigte på at dokumentere temaet ‘bred lokal opbakning’. Lige så positivt det store debatengagement er, lige så negativt er det, at indlæg fremhæver en lokal splid og tilbageholdenhed over for at sige sin mening højt og nuancere debatten. Allerede deri begynder skaden ved VE-projekterne. For det er det modsatte af lokal værdiskabelse og borgerengagement, når fællesskab og sammenhængskraft lider skade – de fundamentale faktorer for livskvalitet i landdistrikternes lykkeparadoks. 

Gengangere blandt den højaktuelle debats temaer er utryghed, uvished, økonomi og tolkning af bred lokal opbakning. Jeg anerkender til fulde konsekvenserne ved uvisheden og udmattelsen, når projektmagere har opkøbt jord og søger gentagne gange trods nej fra lokalområdets flertal. Det er uordentligt at tillade denne udmattelseskamp og vedvarende utryghed for nye ansøgninger, for så er truslen i sig selv en anledning til kunne presses til et ‘ja’, og det frie valg er forsvundet. 

Økonomien er også et tungtvejende argument, og den kan bredes ud eller målrettes, så effekten er størst mulig. Selvfølgelig er det et relevant virkemiddel for at få medvind til sit projekt, og alle kan bruge flere midler. For mig hopper kæden af, når det man giver køb på er sine naboer, og jeg vil igen spørge retorisk: Hvad koster din næste? 

Jeg vil ikke sælge mennesker for møller. Helt konkret. 

Mennesker er heldigvis også fremhævet som en faktor, vi bør vægte højt i den politiske behandling af projekterne. Jeg vægter mennesker over møller. Helbred, fysisk og mentalt, levesteder, bosætning (som det modsatte af nedlagte boliger på landet), lokale fællesskaber og sammenhængskraft vægter jeg højt. 

Jeg vægter også den demokratiske proces og afstemning højt. Stemmedeltagelsen er ikke et argument for at pådutte ikke-stemmerne en bestemt holdning. Jeg tror på, at alle med noget på spil har stemt. For eller imod. Og et flertal har stemt imod til begge projektforslag. Det er de aktives stemme i en demokratisk proces, som jeg vil respektere. For mig er afstemningerne det bedste lokale vidnesbyrd, om projekterne har gjort sig relevante for lokalområdet og sikret lokal værdiskabelse i højere grad end skade. 

Derudover tager afstemningerne højde for, at nogen ikke vil ytre sig i offentligheden og sende mails og læserbreve, for dem får vi masser af. Afstemningerne har en lav barriere for deltagelse og udligner derved til dels uligheden i ressourcer blandt de berørte. 

Hvem har mest på spil? Nogle få har meget at vinde. Andre har noget at vinde. Nogen har meget at tabe, og andre kun lidt berørt. Min hypotese er, at de nærmeste selvsagt kompenseres mest helt rimeligt, men også ofte har en købsoption. De kan altså forlade området, hvis ulemperne alligevel viser sig for store. Lige uden for denne zone er man ramt uden handlemuligheder. Langt væk er man mindre berørt. Så en simpel lineær sammenhæng mellem fordele og ulemper findes nok ikke. 

Uvishedens udmattelse skal vi tage højde for. Det er ikke rimeligt, at millionprojekterne tager bestik af udmattelsens og uvishedens effekt med gentagelse på gentagelse. Et tiltag, der er meget relevant at overveje fremadrettet, er automatisk omdannelse til negativområde efter et nej i lokale afstemninger. Det lægger pres på udvikler for at skabe tilstrækkelig opbakning og lokal værdiskabelse i første forsøg og ellers acceptere, at muligheden i området er forsvundet, så der kan sikres tryghed og mulighed for udvikling lokalt og langsigtet. 

På et højere plan kan vi godt diskutere klima og grøn omstilling. Ingen af delene er konkrete. Helt konkret skal vi som kommunalpolitikere også tage ansvar for vores borgere og lokalsamfund. Det ansvar kan indebære at spørge de berørte, f.eks. med en afstemning, og tager vi ansvaret for borgerinddragelse på os, så må afstemningen også vægte. 

For mig helliger målet ikke midlet. Møller retfærdiggør ikke skade på mennesker eller lokalsamfund. Heller ikke på naturen for den sags skyld. 

Vi har et ansvar for at passe godt på vores jord og ressourcer, men også på vores medmennesker. Vi har indtil videre en strategi i kommunen, der bl.a. tilsiger, at vi skal være i front med grønne energiløsninger. Ikke sætte møller over mennesker. 

Jeg mener, løsninger skal tage hensyn til mennesker, natur og lokalsamfund. 

Og det ser jeg ikke, de vejrafhængige energiprojekter i Spolum og Røjkjær formår. 

Snart bliver debatten bredt endnu mere ud, når vi i næste runde udvalgs- og kommunalbestyrelsesmøder skal behandle muligheden for et 3. ansøgningsvindue for VE-anlæg. Mon ikke vi får et fingerpeg om prioriteringer i den næste tids debat.