Af Peter Jørgensen, Jægerhøjen 23, Jannerup
I forlængelse af Erling Petersens indlæg i februar om manglende stemmeret vedrørende VE anlæg ved Røjkær.
I vores lokalområde oplevede vi lignende problemer op til afstemningen i foråret 2025- vi kunne ikke få en sammenhængende forklaring fra Teknisk Forvaltning på, hvorfor personer, der har sommerhus i vores område, ikke kunne afgive stemme; vi fik blot at vide, at det kun gjaldt personer med folkeregisteradresse – som om det var en begrundelse.
Det fik os til at sende en forespørgsel til samtlige politikere i den daværende Kommunalbestyrelse i Thisted; vi fik aldrig noget svar – fra nogen.
Der bliver i disse tider talt en del om at Thy Modellen skal revideres, måske det var et af punkterne der skulle rettes op på, så personer, der har sommerhus i det berørte område, kan stemme. Teknisk set kan det ikke være en uoverkommelig opgave – og Thisted Kommune vil vel gerne have indtægterne fra turister i sommerhuse – selvom de ikke ligger i negativområdet, hvor man slet ikke må sætte VE anlæg op.
Andre punkter vi mener der skal kigges på, er følgende:
Når et projekt én gang er blevet nedstemt, hvornår er det så rimeligt, at en projektmager igen kan fremlægge et nyt projekt? Hvor meget skal ændres før det kan tages op igen?
I Sjørring Sø området stemte 66 procent nej tak. Her er der 6 gange forsøgt at få møller op, og hver gang har befolkningen protesteret heftigt – og politikerne har lyttet og fjernet projektet fra tegnebrættet. Derfor mener vi at området burde fjernes fra neutralt til negativt område, for siden 1992 har lokalbeboerne kæmpet for at bevare deres naturskønne område. Og nu mener vi altså, at nok er nok.
Og – hvis et stort antal stemmer ved en afstemning er imod – skal det så ikke forstås som udtryk for, at den lokale befolkning ikke vil have VE anlæg? Og – skulle man så ikke overføre området fra neutralområde – til negativområde, bare som en ”service” for kommende projektmagere?
Et andet problem er afstemningsradius. Teknisk Forvaltning i Thisted Kommune anvender en afstemningsradius, som er beregnet efter møllehøjde. Men – Thy er et meget bakket land – der kan sagtens ligge landsbyer inden for en given afstemningsradius, hvorfra man slet ikke kan se de vindmøller, som der skal stemmes om. I referaterne fra de byrådsmøder i 2023 og 2024, hvor Thymodellen blev vedtaget, kan man læse, at man netop ønskede at tage individuelle hensyn – afhængig af landskabet. Dette hensyn er forsvundet i den praksis, som Teknisk Forvaltning administrer efter.




