Mens mange af Tour de France-feltets ryttere har forberedt sig på hedebølgen med målrettet varmetræning, har Michael Valgren valgt en anden vej.
Den danske veteran har trænet hjemme i Thisted og forberedt sig, som han gør til ethvert andet cykelløb.
– Hvis jeg er i god form, bliver varmen ikke et problem, siger Valgren.
Han har bevidst fravalgt træning med ekstra tøj for at simulere høje temperaturer.
Ifølge Valgren udsætter den form for træning kroppen for unødig stress, og han foretrækker i stedet hårde træningspas.
Tirsdag venter temperaturer på op mod 37 grader, når Tour-feltet kører 4. etape med start i Carcassonne.



