Valgren er klar på flere udbrud men tvivler på chancen

Lørdag havde Michael Valgren (Astana) fået lov til at træde ud af rollen som hjælperytter, og det udnyttede han til at komme med i det store udbrud, som kom til at præge 8. etape.

Det skriver Ritzau.

Han endte med en syvendeplads, som er hans bedste Tour-resultat i karrieren, og han har fået mod på mere. Men om han får lov, ved han ikke.

– Jeg håber at komme afsted igen. Jeg greb chancen. Jeg vil ikke sige, at det var svært at ramme udbruddet i dag, for vi sad 50 mand, men der gik lang tid, før vi kom væk. Men jeg vil selvfølgelig prøve igen, hvis chancen byder sig, og ellers holder jeg mig til holdets plan, siger Valgren til Ritzau.

Det er sjældent, at han får muligheden for at køre med i udbruddene i de store etapeløb, men det er noget federe at knokle ude foran end at trille rundt i feltet.

– Det er meget sjovere. Man føler, man er en del af cykelløbet, i stedet for man bare er en brik i det her store cirkus. Det var fedt at få bekræftet, at formen er der, lyder det fra danskeren.

Og skulle han få lov at komme afsted i udbrud igen i år, så håber han på et andet selskab, end det han ramte lørdag.

– Der sad sgu nogle gode ryttere derude. Robert Gesink kørte stærkt, og Nicolas Roche har kørt top-5 i Vueltaen. Det er pissegode ryttere, og der mangler jeg måske lige et stykke op til endnu, erkender Valgren.

Foto :  Luca Bettini/BettiniPhoto©2016

 

Forfatter

Related posts

Top