Valgplakaterne får nyt liv når de er pillet ned

De evigt omdisktuerede valgplakater, som lige nu fylder en dele i gadebilledet, skal inden længe pilles ned igen.

I Thisted Kommune sørger man nu for, at de får nyt liv, efter de har gjort deres arbejde for politikerne.

På Thisted Kommunes genbrugscentre i Hurup, Hanstholm, Thisted og Frøstrup vil der i perioden fra den 15. november og 10 dage frem være opstillet containere udelukkende til valgplakater af polypropylen (PP).

Det er første gang, der er mulighed for en helt ren sortering og genanvendelse af de mange plakater.

PP er den plasttype, som langt de fleste valgplakater i dag er fremstillet af. Det er en hård, ugennemsigtig plasttype, der er modstandsdygtig overfor vind og vejr, og som kandidaterne får trykt deres motiver på. Det er også en plasttype, der i stort omfang bliver anvendt til emballage.

– Vi skal i disse år tænke i CO2-reduktion på alle tænkelige måder, så vi ser det som en helt naturlig udvikling, at vi tænker i genanvendelse – også i den her sammenhæng, siger Eigil Haurum, drifts- og anlægschef i Thisted Kommune, om det nye sorteringstiltag.

Sendes til genbrug 
Når plakaterne af plasttypen PP sorteres særskilt, kan kommunen sende plakaterne til genbrug ved virksomheden Ragn-Sells, der arbejder målrettet med bæredygtig affaldshåndtering og genanvendelse af plastmaterialer.

På den måde vil de mange politiske budskaber få nyt liv på den anden side af kommunal- og regionalvalget den 16. november.

Foto: Britta Fischer Mogensen/Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top