Søndag den 2. november 2025 lukker Jesperhus Blomsterpark portene for sæsonen – men inden dørene smækker i, bliver der kamp til stregen på scenen. Årets store lukningsevent er nemlig forvandlet til et vaskeægte borgmestervalg i Jesperhus, hvor den notorisk sure Dr. Træls stiller op med et dramatisk valgløfte: at lukke Jesperhus permanent!
I showet “En Træls Affære” forsøger Dr. Træls at overtage magten i parken og udskifte blomster og børneglæde med asfalt og parkeringshuse i sit nye “ferieparadis”, Asfaltopia.
Men modkandidaten Jesper Ged nægter at give op – og sammen med Zik og Zak og publikums hjælp går han til valg for at redde Jesperhus og sikre, at parken åbner igen til næste år.
Det hele afgøres med et brag af et valgshow, hvor børnenes stemmer får afgørende betydning for Jesperhus’ fremtid.
Dagens program ser således ud:
Kl. 10.30: Parken åbner – Morsø Garden spiller og byder gæsterne velkommen.
Kl. 10.50: Parade mod Jesper Geds Hus – valgstemningen spreder sig i hele parken.
Kl. 11.30: Lukningsevent – “En Træls Affære” – det store Jesperhus-valg!
Kl. 13.00: Halloweenshow – “Fætter Gab”.
Kl. 14.00: Tid til et sidste kram og farvel – indtil næste sæson.
Selvom Dr. Træls drømmer om at lukke Jesperhus, plejer børnene og Jesper Ged heldigvis at have noget at skulle have sagt. Én ting er sikker – afslutningsdagen bliver fyldt med valgfeber, latter og klassisk Jesperhus-magi.




