Værktøjsbranchen går i kamp for at få lærlinge

Lige nu finder en regulær slåskamp sted mellem de forskellige brancher i erhvervslivet, som kæmper for at sikre sig nok arbejdskraft til fremtiden.

Derfor har maskin- og værktøjsfabrikken Armiga i Nors nu taget initiativ til et informationsmøde i virksomheden så kommende lærlinge kan se, hvad den spændende værkstøjsbrance har at tilbyde.

– Vi er blevet enige om, at det ikke nytter noget at læne sig tilbage og vente på, at der kommer lærlinge af sig selv. Der er rift om arbejdskraften, så vi bliver nødt til at fortælle dem, hvorfor vi og branchen i det hele taget er det mest interessante sted, de kan starte deres fremtid, fortæller Michael Sørensen, direktør for Armiga.

Armiga åbner derfor dørene og inviterer alle interesserede til et besøg i virksomheden, hvor de bliver præsenteret for nogle spændende fremtidsmuligheder. De vil høre om virksomheden, jobbet og om uddannelsen til værktøjsmager, der forgår i en vekselvirkning mellem skole og virksomhed.

Et vigtigt job for fremtiden
Armiga har specialiseret sig inden for medicinal-, fødevare- og offshoreindustrierne. Virksomheden hjælper kunderne med hele konstruktionsprocessen fra tegnebræt til færdigt produkt.

Og fremtiden byder på udvikling af nye bæredygtige produkter og teknologier, og omstillingsprocessen kræver nye værktøjsløsninger, lyder det fra Michael Sørensen.

– Hvis vi i Danmark fortsat vil være med helt i front med udvikling og nye teknologier, så bliver vi nødt til fortsat at uddanne dygtige medarbejdere, forklarer han.

– At være værktøjsmager er virkelig et spændende og vigtigt job. Du er med helt fra starten af processen, og ofte er du med til at udvikle prototyper. Det, du er med til at fremstille, kan gøre en forskel for rigtig mange menneskers, slutter direktøren.

Grundforløbet til uddannelsen som værktøjsmager kan tages på EUC Nordvest i Thisted. Hovedforløbet kan tages på Skive College.

Fakta om informationsmødet
Tirsdag d. 21. september kl. 16:30-17:30
Hos Armiga A/S, Håndværkervej 12, Nors, 7700 Thisted
Alle er velkomne – tilmelding ikke nødvendig

Foto: Armiga

Forfatter
Top