Vær med til at gøre multiparken levende

Dueholm Mark forvandler sig i næste uge til et sted med aktiviteter, idéer og en rullende tegnestue.

Alle er velkomne til at være med på kunstgræsbanen ved Dueholm Mark, når tegnestuen LABLAND architects rykker ind i tre dage og gør projektet Morsø Multipark levende.

Morsø Kommune samarbejder med tegnestuen, som glæder sig til at komme ud og udvikle projektet lige der, hvor det hele skal foregå og med de folk, som skal bruge det.

– Vi flytter simpelthen vores tegnestue ud på Dueholm Mark i en campingvogn, tæt på stedet hvor det hele skal ske. Her inviterer vi alle interesserede indenfor til samtaler om, hvordan multiparken skal udvikles. Der bliver også arrangeret yoga og boldspil udenfor på området, og den sidste aften slutter vi af med fællesspisning og præsenterer resultaterne af de tre dage, fortæller Jens Rex Christensen og Thea Green fra LABLAND architects og forsætter:

– Tanken er at skabe en lokal synlighed om projektet og arbejde videre på tidligere idéer og komme et spadestik dybere og blive mere konkrete på, hvad multiparken skal indeholde.

Samtaler og aktiviteter
En række personer med interesse i multiparken er inviteret til at komme til såkaldte “samtalesaloner” for at snakke om, hvordan parken kan udvikles, og hvad den kan indeholde. Samtalerne foregår om morgenen, og i løbet af eftermiddagen arbejdes der videre med ideerne i tegnestuen. Her er folk også velkomne til at kigge forbi og komme med deres mening.

Resultater til debat
Det hele afrundes onsdag den 22. august fra 17.00 til 19.30 i gymnastiksalen på Morsø Gymnasium, hvor LABLAND architects vil præsentere de indledende opdagelser og skitser for multiparken. Herefter vil der være fællesspisning (husk tilmelding da der kun er et begrænset antal pladser), og et debatpanel der analyserer videre på resultaterne fra de tre dage.

Resultaterne fra de tre dage vil blive udstillet i Parken under Kulturmødet.

Læs mere om programmet for de tre dage på mors.dk.

Tilmelding til Mad & Debat kan ske til: mvi@morsoe.dk efter først til mølle-princippet.

Forfatter

Related posts

Top