Vækstteam skal skabe vækst og arbejdspladser lokalt

Syv regionale vækstteams skal undersøge, hvordan regeringen bedst investerer i lokale erhvervsfyrtårne, så hele landet kommer godt igennem coronakrisen. I Nordjylland vil vækstteamet fokusere på CO2-lagring og andre tiltag, der kan styrke den grønne genstart.

I Nordjylland findes nemlig den højeste CO2-udledning pr. indbygger i Danmark, hvilket skyldes udledninger fra cementproduktion og fossile kilder som kraftvarmeværker.

Til gengæld peger undersøgelser også på, at områder som Hanstholm kan have gode forudsætninger for lagring af CO2. Udviklingen af CO2-lagring er et vigtigt tiltag i den grønne omstilling, ligesom virksomhederne kan få glæde af den bæredygtige omstilling. Vækstteamet skal derfor bl.a. se på, hvordan CO2-fangst og lagring kan skabe mere vækst i Nordjylland.

– Vi skal blive endnu bedre til at udnytte det lokale unikke potentiale, for der er stor forskel på, hvad styrkerne er i Nordjylland, Bornholm og Fyn. Med de nye vækstteams vil vi netop skræddersy indsatsen, så vi på tværs af virksomheder, myndigheder og ildsjæle udvikler det lokale erhvervsliv og styrker den grønne genopretning. Behovet for stærke virksomheder er kun blevet endnu vigtigere efter corona, og her vil det nye vækstteam vise vejen mod vækst, nye nordjyske arbejdspladser og flere grønne løsninger, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Lars Peter Christiansen, adm. direktør for Thy-Mors energi er også en del af det nordjyske vækstteam.Foto: Thy-Mors Energi

Vækstteamet i Nordjylland består af lokale nordjyske repræsentanter med et bredt kendskab til det lokale erhvervsliv, og formanden, som skal lede arbejdet bliver Michael Lundgaard Thomsen, der er formand og direktør for Aalborg Portland:

– Jeg er stolt over at skulle lede Vækstteam Nordjylland, som står over for en vigtig opgave. Der er et stort potentiale for grøn omstilling i Nordjylland, og med nedsættelsen af vækstteamet er der mulighed for virkelig at få skabt fundamentet for en grøn omstilling, der kan skabe nye vækstmuligheder for hele Nordjylland, siger han.

Vækstteam Nordjylland arbejder til maj 2021, hvor vækstteamet skal give sine anbefalinger til regeringen.

Med i vækstteamet er også borgmester i Thisted Kommune Ulla Vestergaard og administrerende direktør for Thy-Mors Energi Lars Peter Christiansen.

Foto: Bertel Bolt

Forfatter

Related posts

Top