Vækstministeren møder lokale landmænd i aften

Landbrugserhvervet står for tiden over for store udfordringer.

Fødevareklyngen eksporterer for over 150 mia. kr. årligt og beskæftiger i yder- og landkommuner ca. 12 pct. af det samlede antal beskæftigede. Så man kan med rette sige, at landbruget bidrager godt til arbejdspladser og velfærd i Danmark.

Men mange landmænd i det nordvestjyske har lige nu store udfordringer på især det økonomiske område og har svært ved at se fremtidsperspektiverne. Så der er lagt op til en god debat, når landboorganisationerne i Thy og Salling inviterer til fælles møde i aften kl. 19.00 på Morsø Landbrugsskole med bl.a. erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen samt Jesper Lyhne, direktør Landbrugets Finansieringsbank.

– Vi mener tiden er inde til et møde, hvor vi håber at kunne få nogle bud på, hvordan vi sikrer overlevelse, vækst og bedre velfærd for vore medlemmer. På nogle områder er vi på rette vej, men der synes lang vej endnu. Derfor har vi inviteret Troels Lund Poulsen til at komme og give sit bud på vækst og velfærd i Nordvestjylland, fortæller Leif Gravesen, formand LandboThy.
Udover erhvervs- og vækstministeren vil Jesper Lyhne, direktør Landbrugets Finansieringsbank give sit bud på fremtiden for de jyske landmænd, og hvordan der sikres, at landmændene kommer videre.
”Lige nu tænker mange kun på overlevelse,men det er også vigtigt at tænke langsigtet og sikre, at der også eksisterer et fødevareerhverv i Danmark, når vores børn, børnebørn og oldebørn vokser til. Vi drømmer om vækst og udvikling, men hvordan sikrer vi, at vore drømme går i opfyldelse – så vi også har et dansk landbrug i fremtiden? Det er ét af de spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at stille på mødet, siger Claus Clausen, formand Landboforeningen Limfjord.
På mødet vil også direktørerne fra LandboThy og Landbo Limfjord fortælle om, hvordan de ser fremtiden og udfordringerne for rådgivningens kunder.
– Vi opfordrer alle interesserede til at møde op og hjælpe os med at få en god debat i gang,, lyder det fra Leif Gravesen.

Forfatter

Related posts

Top