V-profil vil have flere københavnere i Folketinget

I dag er det nemmere at få en plads i Folketinget, hvis man er fra eksempelvis Vestjylland end København. Men det skal der laves om på, hvis det står til Venstres Jan E. Jørgensen. Det fortæller han til TV2 Lorry.

– Det er urimeligt, og der er ikke rigtig nogen, der er opmærksomme på det, siger han til tv-mediet.

Urimeligheden består ifølge folketingsmedlemmet, der selv er valgt i Københavns Storkreds, i, at mandaterne koster flere stemmer i hovedstaden end i eksempelvis Vestjylland.

– I Vestjylland er mandater billigst, og i Københavns Omegn er mandater dyrest. I Vestjylland skal der omkring 25.000 stemmer til et mandat, mens der skal omkring 35.000 mandater til et mandat i Københavns omegn, uddyber Jan E. Jørgensen over for Ritzau.

Han understreger, at ændringen ikke vil få betydning for, hvor mange mandater hvert parti får.

Partiforsker på Københavns Universitet, Karina Kosiara-Pedersen, har svært ved at se, at det vil gøre den store forskel på den førte politik på Christiansborg.

– Selv om mandaterne er billigere i Jylland eller i de tyndt befolkede områder, så er det partierne, der bestemmer politikken, siger hun til TV2 Lorry.

Jan E. Jørgensen tror dog, at en ændring vil få betydning.

– Når der kommer flere i Folketinget, som er valgt i hovedstaden, vil der også være flere, som fremfører synspunkter, som vores vælgere lægger vægt på.

– Er en motorvej vigtig i Holstebro eller Frederikssund? Det er klart, at det har man et forskelligt syn på, siger han til Ritzau.

Venstre-politikeren fortæller, at han endnu ikke ved, om han får opbakning til forslaget fra sine partikolleger i Venstre.

– Jeg tror også, at holdningerne hos os vil være delt efter, hvor man selv er valgt henne, siger Jan E. Jørgensen.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser, at det undersøger V-politikerens forslag om at ændre valgloven.

/ritzau/

Foto : Anders Hviid

Forfatter

Related posts

Top