V og DF vil stramme håndtrykslov

Nye statsborgere skal ikke kunne undgå et officielt håndtryk med det modsatte køn Sådan lyder kritikken fra både Venstre og Dansk Folkeparti, som nu vil have strammet loven.

Årsagen til ønsket om en stramning skal findes i, at flere kommuner landet over har valgt at stille med både en mand og en kvinde ved de første grundlovsceremonier, så nye danske statsborgere eventuelt kan undlade at give hånd til det modsatte køn.

Dét hensyn er helt misforstået og går stik imod idéen i håndtryksloven, mener kvinden bag loven, Venstres retsordfører Inger Støjberg:

– Det er at gøre knæfald for islam og gå stik imod ligestillingen i Danmark, siger hun.

Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister, da loven blev indført i 2018. Den slår fast, at udlændinge skal deltage i en ceremoni, hvor de blandt andet skriver under på grundloven, før de officielt bliver danske statsborgere i det øjeblik, de giver hånd til en repræsentant fra kommunen.

Inger Støjberg medgiver, at der ikke står noget i håndtryksloven om, at kommunerne ikke må give ansøgerne mulighed for at undgå håndtryk med det modsatte køn.

– Det kan godt være, at de holder sig inden for lovens bogstav, men ikke inden for ånden og intentionen med loven, siger Inger Støjberg, der derfor nu vil skærpe loven, så den ikke efterlader nogen tvivl:

– Det skal stå klart, at du selvfølgelig giver hånd – ligegyldigt om det er en kvinde eller mand, du møder, siger hun.

DF vil indføre to håndtryk
Dansk Folkeparti går skridtet videre og vil stramme loven, så alle ansøgere i alle tilfælde skal give to håndtryk: Ét håndtryk til en mand og ét håndtryk til en kvinde. Det budskab går integrationsordfører Marie Krarup i dag til ministeren med:

– Det skal være obligatorisk at give hånd til begge personer, hvis der er en af begge køn til stede. Og det vil vi have, at der skal være for fremtiden. Det skal ikke være frivilligt, om man vil trykke en mand eller en kvinde i hånden, siger hun.

Forfatter

Related posts

Top