Uvurderlig reklame for Cold Hawaii: Slush-ice-surfer fra Thy går viralt

En iskold padletur på et SUP-board i grødisen nord for Hanstholm Havn går lige nu hele verden rundt for den 27-årige paddlesurfer fra Klitmøller, Casper Steinfath.

Indtil nu er den 32 sekunder lange video set flere end 20 millioner gange på tværs af sociale medier som Facebook, Instagram og Tik Tok – og hver dag kommer der flere tusinde til.

– Ja, det er stukket lidt af, griner Casper Steinfath.

– Jeg er langt ud over mit eget community med den her video, og mange kan virkelig ikke forstå, hvorfor jeg hopper i det kolde vand. For de fleste udlændinge har surf jo noget med sol, strand og shorts. Men i Thy er vi vant til at surfe i alt slags vejr – også i en omgang slush-ice med fiskesmag, siger Casper Steinfath, der selv har ’blot’ 40.000 følgere på Instagram og Facebook.

Privatfoto

Alene på Casper Steinfaths egen Facebook-side har 4,4 millioner set videoen og knap 4.000 kommenteret den. Til sammenligning er der typisk 10-15.000, der ser en normal god video fra SUP-verdensmesteren.

Videoen blev lagt på Facebook i slutningen af februar, da vinteren stadig havde et solidt tag i Danmark. Vinden havde skubbet en del grødis op i bugten nord for Hanstholm Havn, og på videoen kan man se, hvordan verdensmesteren i Stand Up Paddling med stort besvær padler sig igennem den tunge is.

Undervejs løfter han en isblok op og kaster i vandet, inden han selv hopper i det iskolde vand.

– Jeg har lagt mærke til, at vintersurf gør sig godt på de sociale medier, måske fordi stort set alle andre poster billeder med azurblåt hav og spraglede surfershorts, slutter Casper Steinfath.

Se den populære videoen HER.

Forfatter

Related posts

Top