Uvidenhed kan koste tusindvis af kroner

Mange erhvervsdrivende kører rundt med et potentielt bødeforlæg på minimum 25.000 kroner. Årsagen er, at de ofte ved alt for lidt om kravene til transport, når de eksempelvis skal køre affald på genbrugspladsen eller transportere varer til kunderne.

– Det kommer bag på de fleste, at de håndterer ’farligt gods’, når de eksempelvis bortskaffer brugte bilbatterier eller brugte malerspande med rester af oliebaseret maling, fortæller Bent Jensen fra Transcon i Salling, der blandt andet rådgiver virksomheder i håndtering af farligt gods.

– Lovkravene er meget klare. Kan du ikke dokumentere, hvad du kører med, koster det 25.000 kr. og er der andre ting ved transporten, der heller ikke er i orden, lægges der yderligere bøder oveni. Det kan derfor hurtigt blive en dyr fornøjelse at køre en tur på genbrugspladsen, siger han.

Handler om fire ting
Reglerne omkring transport af farligt gods handler i bund og grund om 4 ting forklarer Bent Jensen:
1. Dokumentation af det, du transporterer/håndterer.
2. Håndtering før og efter transporten.
3. Forholdene under selve transporten
4. Kompetencer hos alle involverede.

Kædeansvar
Samtidig er reglerne omfattet af kædeansvar: – Selvom du har styr på din del af transporten, så ender du alligevel med en bøde, hvis en af dine underleverandører ikke har styr på håndteringen af farligt gods, understreger Bent Jensen.

– Især for grovvareselskaber, tømrerhandler, grossister og andre, der bruger underleverandører til transport, kan der komme ganske ubehagelige bødeforlæg, hvis hele kæden ikke lever op til lovkravene’, slutter han.

Bent Jensen har virksomheden Transcon, hvor han i 15 år har være certificeret sikkerhedsrådgiver indenfor håndtering af farligt gods – til gavn og glæde for en hel del kunder. Foruden rådgivning omkring farligt gods, rådgiver virksomheden også i arbejdsmiljø. I det hele taget er Bent Jensens levevej at formidle lovregler, så de er til at forstå.

Forfatter

Related posts

Top