Foreløbig 250 thyboer i alderen 18 til 45 år har op til kommunalvalget delt deres drømme for Thy. En analyse af drømmene viser, at de unge thyboer drømmer om fællesskab og fornyelse, om natur i hverdagen og bedre forbindelser for bevægelse fra by til natur og fra by til by.
I forsommeren lancerede foreningen, Drømme for Thy, crowddreaming-kampagnen 1.000 Drømme for Thy. Formålet er at samle og formidle de 18 – 45-årige thyboers drømme op til kommunalvalget.
– De første 250 drømme viser, at de yngre thyboer især drømmer om Natur i hverdagen. De drømmer om nærhed til havet, vinden og landskabet. At naturen ikke er en kulisse, men et konkret omdrejningspunkt for liv, arbejde og læring, der forvaltes med omtanke, siger Helene Jørgensen, talsperson for Drømme for Thy, og fortsætter:
– Og så drømmer de om fællesskaber og mødesteder fx for kulturudøvelse på ungdommens præmisser. De drømmer om landsbyer med puls, og ikke mindst drømmer de om bedre forbindelser til at kunne bevæge sig frit. Forbindelser ad stier mellem by, land og natur. Og forbindelser i form af bedre kollektiv trafik mellem byerne. De drømmer kort sagt om at kunne bevæge sig mere frit mellem by og natur, mellem steder og mennesker.
Se alle drømmene
Alle thyboer i aldersgruppen kan bidrage med en drøm til kampagnen på www.drommeforthy.dk, som løber frem, til valgstederne lukker den 18. november. Man kan læse alle drømmene i takt med, at de kommer ind, og se, hvor i kommunen de er drømt.
Der er 20 kandidater til KV/RV25 i Thisted Kommune i alderen 18 – 45 år, og på www.drommeforthy.dk finder man en samlet oversigt over dem og deres drømme.
– Vi hylder de yngre kandidater, og vi takker for deres drømme. I bund og grund er politik en manifestation af drømme, og vi ser frem til at kunne give den nye kommunalbestyrelse en solid og værdifuld idébank at bygge fremtidens kommunalpolitik på. Og man kan stadig nå at drømme med. Jo flere drømme, jo større værdi og aftryk, vil de få, siger Helene Jørgensen.
Hvad er Drømme for Thy?
Drømme for Thy er en forening med det formål at styrke lokaldemokratiet gennem berigelse af den offentlige samtale samt at øge diversiteten og repræsentativiteten i folkevalgte bestyrelser.
Se mere på www.drommeforthy.dk.



