Hvordan kan en gammel isenkræmmer med støvede overetager og et gammelt, forladt lægehus blive til fortællinger om stolthed, forandring og fællesskab i Sydthy?
Det har Jens Visti Madsen, der er antropologistuderende set nærmere på de seneste fire måneder. Her han jeg boet i Sydthy, mens han har lavet feltarbejde blandt funktionstømte bygninger – og talt med de mennesker, der holder fast i stederne og giver dem nyt liv.
Det kan opleves på en ny udstilling, der åbner lørdag d. 3. maj kl. 13.00 i Kunsthal Jens i Hurup.
Her kan man høre lydfortællinger fra det gamle lægehus i Bedsted og Vilhelm Nielsens isenkræmmer i Hurup, se fotos taget af lokale med engangskameraer – af det de elsker, og det de undgår. Man kan også komme tæt på genstande fra bygningerne og mærke stemningerne i dem – samt møde ildsjælene “De Grønne Mænd” og deres kamp mod ukrudtet ved Skovtrappen i Bedsted
Det bliver en sanselig og eftertænksom oplevelse – og en kærlig udforskning af de steder, vi måske ellers glemmer.
Alle er velkomne – og udstillingen kører fra den 3.-31. maj 2025.
Tjek Facebook-begivenheden her
Foto : Jens Visti Madsen/Kunsthal Jens