Ung restauratør nomineret som “Årets Iværksætter”

Restauratør og kok, Daniel Justsesen, fra Limfjordens Hus i Glyngøre er blevet udvalgt som en af 3 nominerede til Skive Business Awards i kategorien ‘Årets Iværksætter’.

Mange af restaurantens gæster beskriver i begejstrede vendinger i anmeldelser på nettet om den smukke beliggenhed og de skønne lokaler. Men særligt maden og personalet får de største roser med på vejen og er årsag til, at anmelderen i langt de fleste tilfælde giver max stjerner til Limfjordens Hus.

– Det er noget, man kun kan drømme om og jeg er virkelig glad. Samtidig er jeg meget stolt af, at vi på 3 år har opnået den succes, fortæller Daniel Justesen.

Den unge iværksætter på 27 år er dog ikke kommet sovende til succesen. Som 24-årig var han udlært som kok med 5 års erfaring. Han havde fra start ambitioner om at få sit eget sted og den drøm blev gjort mulig, da han blev tilbudt forpagterskabet af Limfjordens Hus pr. 1. januar 2015. Siden har han knoklet og indrømmer, at han i perioder arbejder flere timer, end en gennemsnitlig person er vågen.

Hvem af de 3 nominerede juryen vælger som vinder af titlen ’Årets Iværksætter’ og pengepræmien på 10.000 kr. afsløres i slutningen af januar.

Foto: Limfjordens Hus

Bag om juryens nominering af Daniel W. Justensen som ’Årets Iværksætter’:
Daniel har trods sin ydmyghed gjort sig særligt bemærket på flere punkter. I en meget ung alder overtager han en restaurant i knæ og vender et underskud til overskud før forventet. Han har ved vedvarende engagement etableret en virksomhed i vækst og med potentiale til mere. Produktet oser af kærlighed for det lokale og at der er kræset for detaljen. Daniel har skabt et interessant spisested af høj kvalitet. Det ses både i maden, service, indretningen, og udsigten. Alt sammen med et lokalt tilsnit som skaber en helhed der tiltaler de lokale men også tiltrækker både erhvervsliv og turister.
– Margit Gade, bestyrelsesmedlem i STEP1 samt jurymedlem for ’Årets Iværksætter’

Fakta om Skive Business Awards:
· Der har været ca. 200 indstillinger til 7 priser.
· Det er Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der er afsender.
· Det er anden gang, awardshowet afvikles.
· Sidste år var der udsolgt med 230 pladser og man forventer det samme i år.

Forfatter

Related posts

Top