Hvis molerlandskabet ved Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur til juli bliver optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste, kan det få stor betydning for turismen i hele Limfjordsområdet – og ikke mindst på Mors.
Det vurderer turistchef Bente Kristensen fra Visit Mors, som ser en mulig udpegning som et historisk gennembrud for øen.
– Det vil være et kæmpe kvalitetsstempel for Hanklit og for hele Mors, siger Bente Kristensen.
Hun forventer, at en UNESCO-udpegning vil øge den internationale opmærksomhed markant og tiltrække flere besøgende fra både Danmark og udlandet.
– Flere turister rejser specifikt efter verdensarvssteder. Efter flere års venten er vi lige pludselig på denne eksklusive liste. Det vil være en kæmpe gave til Mors, siger hun.
Flere gæster giver flere arbejdspladser
En stigende turiststrøm vil ikke kun kunne mærkes ved naturattraktionerne, men også hos det lokale erhvervsliv.
– Jeg forventer, at udnævnelsen vil skabe behov for flere arbejdspladser inden for serviceerhvervene. Flere turister betyder øget omsætning hos overnatningssteder, restauranter og butikker, og det kræver flere hænder, forklarer turistchefen.
Ifølge Bente Kristensen kan en UNESCO-status dermed være med til at skabe flere helårsarbejdspladser og styrke det lokale erhvervsliv på Mors.

Klar til flere gæster og nye oplevelser
Hos Visit Mors er man allerede forberedt på, at en eventuel udpegning vil føre til ekstra travlhed.
– Vi har allerede en travl hverdag, men en sådan udnævnelse vil naturligvis betyde endnu mere aktivitet. Formidlingen bliver meget vigtig. Gæsterne skal føle sig velkomne, og vi kommer til at servicere endnu flere mennesker end i dag. Gæsteservicen skal være i top, siger hun.
Forventningerne til en mulig UNESCO-status har længe været en del af planlægningen hos Visit Mors.
– Vi har ventet gennem mange år på dette øjeblik, så vi har allerede nye pakkeprodukter og andre spændende oplevelsestilbud klar til efteråret, fortæller Bente Kristensen.
Hvis UNESCO i juli giver grønt lys til molerlandskabet ved Hanklit og Knudeklint, kan Mors dermed stå foran et markant løft af turismen med flere gæster, større omsætning og nye arbejdspladser som følge.






