Ulrik Wilbek til Hvidbjerg i aften

Ded tidligere landstræner i håndbold og nuværende sportschef i Dansk Håndboldforbund, Ulrik Wilbek øser i aften ud af sine lederevner, når han giver foredrag i Sydvestmors Kultur- & Fritidscenter.

Wilbek giver to optrædender og vil først tale om, hvordan man bringer kompetencerne i spil og gør en forskel for sit hold eller sin virksomhed. Den første del af foredraget starter kl. 18 og er eksklusivt for medlemmer af VestMors Erhvervsforum.

Efter en kort pause skifter Ulrik scene til idrætshallen, hvor han kl. 19.00 vil fortælle om tiden som landstræner og måske endda fortælle lidt om jobbet som sportschef i Dansk Håndbold Forbund og starten på dette spændende job.

– VestMors Erhvervsforum er et forum, hvor erhvervsfolk kan mødes i netværk om spændende aktiviteter. I foråret 2014 var vi på virksomhedsbesøg hos Siemens i Brande og nu tilbyder vi vore medlemmer inspiration fra en af de største sportspersonligheder i Danmark, Ulrik Wilbek. I slutningen af året skal vi på besøg hos den lokale Ornestation Mors. Vi er i gang med at planlægge programmet for 2015, og her kommer helt sikkert også til at være en række spændende aktiviteter for vore medlemmer, siger Arne Søndergaard der er formand for VestMors Erhvervsforum.

Forfatter

Related posts

Top