Onsdag 28. oktober får publikum i Snedsted Kirke mulighed for at opleve skuespiller Ulla Vejby i en helt anden rolle end den, de fleste kender fra tv.
Ulla Vejby, som blandt andet er kendt som Edith i Badehotellet, kommer til Snedsted sammen med singer/songwriter Jesper Braa Madsen med koncertprojektet ”Budbringerens Fodtrin”.
Her bliver klassiske salmer fortolket gennem både skuespil og musik.
Tanken er at give de gamle salmetekster nyt liv og gøre dem til små, genkendelige fortællinger om livet. Det bliver derfor ikke en traditionel koncert, men en blanding af musik, fortælling og scenisk fortolkning.
Snedsted Menighedsråd håber samtidig, at koncerten kan samle publikum fra både Thy og Mors.
– Vi har rigtig mange gode kulturelle oplevelser i vores område, og vi vil gerne være med til at skabe nogle arrangementer, hvor folk har lyst til at køre lidt efter oplevelsen. Derfor håber vi, at både thyboer og morsingboer vil tage turen til Snedsted, fortæller Anders Kjær fra Snedsted Menighedsråd.
Ulla Vejby og Jesper Braa Madsen i Snedsted:
Onsdag 28. oktober 2026 Kl. 19.00 (dørene åbner kl. 18.30)
Snedsted Kirke, Snedstedvej 138, 7752 Snedsted
Billetter koster 150 kr. + gebyr inkl. forfriskning og kan købes i forsalg på Snedsted Kirkes hjemmeside samt hos SPAR Snedsted



