Uffe Elbæk indleder Tour de Håb i Thy

Den 30. oktober indleder Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, Tour de Håb rundt til 31 af de 80 kommuner, hvor Alternativet opstiller kandidater til kommunalvalget. Første stop er Thy, hvor lokalkredsen tager imod hos Cowork Klitmøller og det økologiske landbrug Gyrup på kanten af Nationalpark Thy. Emnerne for besøget er iværksætteri, innovation, bosætning og økologi.

– I Alternativet Thy har vi stort fokus på at styrke den grønne omstilling og den grønne fortælling om Thy og Hannæs. Egnens mange fortrin indenfor klima, økologi, vedvarende energier og natur kan og bør bruges meget mere fokuseret og strategisk til at skabe iværksætteri, innovation, arbejdspladser og bosætning, siger Joachim Plaetner Kjeldsen, spidskandidat for Alternativet til KV17 i Thisted Kommune.

Foto : Mette Johnsen

Besøg i Klitmøller og Nationalpark Thy
Co-work Klitmøller er ramme for et offentligt møde og en snak med lokale surfere, iværksætter og ildsjæle om tilblivelsen af Cold Hawaii og et stærkt iværksættermiljø på kanten af Nordatlanten.

– På Gyrup skal vi se økologisk landbrug i særklasse og høre om international anerkendt whisky, økologisk malt og kvæg i nationalparken. Thisted kommune har det største øko-areal af de nordenfjordske kommuner, og vi ønsker at anvende omlægning til mere økologi og økologiske råvarer i kommunale køkkener som et politisk redskab og som et bidrag til en grønnere fortælling om vores kommune, siger Joachim Plaetner Kjeldsen.

– Jeg glæder mig til besøget i Thy Mors og hos de lokale Alternativet-folk, som jeg tror virkelig kan overraske i den kommende valgkamp. Det er altid opløftende og inspirerende at se alle de gode, bæredygtige initiativer, der dukker op fra ildsjæle rundt omkring i hele landet. Det er noget af det, der planter håb i mig. Både på demokratiets og den grønne omstillings vegne, siger Uffe Elbæk.

Besøget finder sted mandag den 30. oktober fra kl. 12 – 15. Frokost og besøget på Gyrup (12.00 – 13.15) er for pressen, Uffes delegation og Alternativets lokale kandidater. Mødet i Klitmøller kl. 13.30 – 15.00 er åbent for alle.

Se hele Alternativet Thy’s valgprogram med 20 konkrete, politiske forslag her – bl.a. om økologi, klima og grøn innovation.

Forfatter

Related posts

Top