Udsmidte lokale ledige mister tusindvis af kroner

Rundspørge viser, at en række medlemmer i HK MidtVest tvinges til at skære ned på udgifter til mad, bolig og børn, og mange tvinges mod deres vilje på efterløn. Over 1.000 HK-medlemmer i Region Midtjylland har indtil nu mistet deres dagpenge.

Dagpengene er sluppet op. Det begynder at få drastiske konsekvenser for familier. Hver tredje af dem modtager den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Men den giver meget lavere udbetalinger end dagpengene. Mange er derfor allerede nu tvunget til at skære ned på deres udgifter. Det viser en rundspørge, som HK har foretaget blandt 150 midtjyske medlemmer, som er røget ud af dagpengene.

Mangler mange penge
Samlet set har de udsmidte HK’ere et stort tab af indtægt. 30% mangler mellem 10.000 og 20.000 kr om måneden. For otte ud af hver ti har tabet af dagpenge ført til, at de har skullet ændre i deres måde at leve på. De har optaget lån, solgt hus, droppet ferier eller skåret til på andre måder. I mange tilfælde går det ud over børnene.

Det har ramt deres sport, spejder, musikundervisning, fødselsdage og lignende.

– Vi har ingen opsparing mere, men overtræk på vores konto. Derfor har vi droppet nogle forsikringer. Vi lever fra dag til dag under stor stress og frustration, fortæller et af HK-medlemmerne.

Mange har spået, at når folk mistede deres dagpenge, så ville de hurtigt komme i arbejde igen. Sådan er det slet ikke gået. Kun hver syvende af de 150 i Midtjylland er kommet i arbejde igen. En del af de ældre er skiftet til efterløn. Næsten 80 % af de ældre ville hellere være blevet på arbejdsmarkedet.

I forliget om næste års finanslov har politikerne gennemført et par forbedringer. Blandt andet en såkaldt kontantydelse til de, der mister dagpengene.

– Det er positivt, men ændrer ikke ved, at der er brug for et nyt og bedre dagpengesystem, mener formand for HK Midtvest Karin Østerby.

Politikerne må rette op på deres fejlvurdering
Karin Østerby mener, undersøgelsen beviser, at dagpengereformen har fået skrækkelige konsekvenser for mange HK’ere, også i Midt- og Vestjylland. Formanden er lodret uenig med Radikales Morten Østergaard udmeldinger om, at reglerne bør strammes. Og da slet ikke på baggrund af en TV-udsendelse.

– Mange flere, end politikerne spåede, er faldet ud af dagpengene. Desuden har de, der røg ud, meget sværere ved at finde nyt arbejde, end politikerne påstod. Generelt er det sådan, at det, de arbejdsløse ønsker sig allermest, er et job. De gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at finde et, men jobbene skal jo være der, lyder det fra Karin Østerby.

Hun opfordrer til, at man i stedet holder fokus på at skabe et godt, nyt dagpengesystem.

Forfatter

Related posts

Top