Ny analyse fra brancheforeningen Forsikring & Pension viser, at stort set hele landet kan se frem til massiv mangel på plejeboliger i de kommende år.
Analysen viser, hvordan det stigende antal ældre over de kommende 15 år frem til 2040 forventes at øge behovet for plejeboliger. Fremskrivningen viser behovet i 2030, 2035 og 2040 baseret på den aktuelle andel af ældre i en given aldersgruppe, som bor i en plejebolig.
Alene Thisted Kommune står over for at skulle anskaffe sig 257 ekstra plejeboliger frem mod 2040 – det er en stigning på 60 % i forhold til det antal boliger, de råder over i dag.
– En mulighed for at undgå boligmangel for ældre er, at kommunerne bygger flere projekter i offentlig-privat partnerskaber. Det kan fx være med pensionsselskaber. En gennemgang af disse projekter viser, at projekterne bliver bygget til tiden, til den ønskede kvalitet og til budget, påpeger Jan V. Hansen, pensionsdirektør i F&P, og fortsætter:
– Vi håber at vores kortlægning vil øget fokus på behovet for flere plejeboliger rundt om i kommunerne. En kerneopgave for de nye kommende kommunalbestyrelser bliver at finde fælles løsninger sammen med både lokale håndværkere, pensionsselskaber mv for at kunne bygge et tilstrækkeligt antal boliger, der også lever op til de standarder, som ældreboliger skal have. Det haster, slutter han.




