Turistaktører i Thy får ny spilleplade

30. september indgik en enig Thisted Kommunalbestyrelse et budgetforlig for 2023, der på afgørende vis ændrer på vilkårene for Thy Turistforening. Budgetforliget betyder, at det samlede kommunale tilskud til turismeindsats fremover skal budgetlægges til Destination Nordvestkysten.

Siden nyheden kom ud, har bestyrelsen i Thy Turistforening været i tæt dialog med Peter Krusborg Pedersen, direktør i Destination Nordvestkysten, om, hvordan man kan sikre en bæredygtig udvikling af turisterhvervet i Thy fremover.

– Jeg føler, at der i høj grad er blevet lyttet til vores tanker og ideer til en fremtidig udvikling, og jeg er sikker på, at vi har fundet en fælles forståelse af, hvad der er bedst for turistaktørerne her lokalt i Thy, siger Michael Thinggaard, formand for Thy Turistforening.

Destination Nordvestkysten skal inden nytår komme med en forretningsplan, der skal godkendes politisk i Thisted Kommune, idet der er udtrykt en klar forventning om “en lokal forankring af turismeindsatsen kombineret med midler til opgaverne, som tidligere blev udført af Thy Turistforening”, som der står i budgetforliget.

Destinationsdirektør Peter Krusborg er fuldstændig klar i sin holdning til udmøntningen af tilskuddet fra Thisted Kommune.

– Det tilskud, vi får fra Thisted Kommune, skal ud og arbejde for Thy og i Thy. Vi arbejder på at få to medarbejdere med over, og vi glæder os til at være med til at styrke turisterhvervet i Thy, siger Peter Krusborg.

Den varslede ændring i Thy Turistforenings vilkår betyder, at der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i Thy Turistforening den 30. november.

Bestyrelsen drøfter i øjeblikket forskellige fremtidsscenarier, blandt andet et forslag om at omdanne foreningen til en fond, hvis formål vil være at støtte events og initiativer inden for turisterhvervet.

Michael Thinggaard har en vision om, at turistaktørerne i Thy derved kan komme til at spille på en meget større spilleplade. Og stå på egne ben.

– Thy skal have en klar og tydelig stemme for turisterhvervet – uden politisk indblanding, siger Michael Thinggaard.

En turistfond i Thy vil kunne blive en partner for Destination Nordvestkysten, og fondens bestyrelsen vil kunne agere som det lokale turismeråd, som Thisted Kommunalbestyrelse har forudsat oprettet som betingelse for en samarbejdsaftale med Destination Nordvestkysten.

Budgetforliget indebærer en besparelse på det samlede tilskud, som Thisted Kommune giver til turismefremme, idet der fremover vil være 3,2 mio. kr. på den konto – fremfor 3,7 mio. kr. nu.

Michael Thinggaard beklager besparelsen.

– Jeg ved, at kommunalpolitikerne anerkender det store arbejde, vi har gjort de senere år i turistforeningen. Netop derfor er jeg ked af, at det er endt med en spareøvelse, siger han.

Selve strategien om et tættere samarbejde med Destination Nordvestkysten har Michael Thinggaard imidlertid været i dialog med Thisted Kommunes borgmester Niels Jørgen Pedersen om gennem længere tid.

Turistforeningens formand erkender, at tiden nok var inde til at samle kræfterne i én organisation. En organisation med flere muskler til at udføre opgaverne.

Michael Thinggaard er derfor optimistisk på turisterhvervets vegne.

– Den succes, vi har haft med events og med at få Thy på verdenskortet, vil fortsætte i destinationen. Vi rider på toppen af en bølge. Alle kender Thy. Og jeg er stolt af de resultater, vi har opnået, pointerer turistforeningens formand.

Foto: Arkivfoto

Forfatter
Top