Trine Nielsen vil i Morsø Kommunalbestyrelse

Vælgerne på Mors får en ny kvinde at stemme på til årets kommunalvalg. 48-årige Trine Nielsen stiller op for Socialdemokraterne.

Hun er født og opvokset i Nykøbing. Trine er gift og har to børn. Hele familien elsker at støtte op om vores lokale håndbold- og fodboldhold.

Trine er uddannet pædagog og arbejder til daglig på en folkeskole. Derudover er hun uddannet social- og sundhedsassistent. Hun har i den forbindelse arbejdet på et plejecenter i Nykøbing samt været en del af et rehabiliteringsteam. Hendes arbejde inden for disse faggrupper har givet hende en solid faglig indsigt.

Trine vil gerne være aktivt med til at bære det ansvar, det er at udvikle Morsø Kommune. Hun vil arbejde for, at det lokale demokrati udvikler sig ved fortsat at involvere øens borgere og gennem dialog at skabe det bedste afsæt for beslutninger, der har indflydelse på vores ø. Trine vil desuden arbejde for, at vores lokale erhvervsliv har betingelser og rammer, hvor virksomhederne kan udvikle sig, skabe flere arbejdspladser og tiltrække arbejdskraft.

Børn, unge og en god start på livet er centralt for Trine. Trine vil arbejde for at skabe gode forudsætninger og lige chancer for alle. Trine har fokus på børn og unge, hvor trivsel, faglighed og fællesskaber er nøgleord. Det skal være fundamentet for, at flere unge kan og har lyst til at gennemføre en uddannelse.

Når man taler om ældre i Morsø Kommune, er værdighed og omsorg nøgleord, som Trine mener allerede er en del af Morsø Kommunes ældrepleje. Der arbejdes hver dag for, at vores ældre borgere har en god hverdag. Det vil Trine arbejde for, at vi fortsætter med. Derudover vil Trine arbejde for, at vi kan tiltrække flere til dette fantastiske fag.

Indhold og foto : Socialdemokraterne på Mors

Forfatter
Top