Tre personer, heriblandt et toårigt barn, er fortsat i kritisk tilstand efter den alvorlige trafikulykke på Vestre Skivevej nord for Kjeldbjerg fredag aften.
Det skriver Ritzau.
Ulykken skete mellem to personbiler, hvoraf den ene havde en campingvogn spændt efter sig. Begge biler og campingvognen udbrændte efter sammenstødet.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er to øvrige personer nu i stabil tilstand.
I den ene bil sad en 68-årig mand, en 44-årig kvinde samt børn på to og fire år. Det er manden, kvinden og det toårige barn, der fortsat er kritisk kvæstet, mens det fireårige barn slap uden alvorlige skader.
I den anden bil befandt sig en 70-årig mand og en 62-årig kvinde.
De tilskadekomne er kørt til tre forskellige hospitaler, mens en bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet. Politiet kender endnu ikke årsagen til ulykken. Afspærringen af Vestre Skivevej er siden blevet ophævet.



