Træk et nummer og oplev Thy med Alive Festival

10 års-jubilaren Alive Festival tilføjer et nyt, legesygt format til deres ”Dagsprogram”. Konceptet er simpelt: Gæsterne trækker et lod i en tombola, og gevinsten indløses med det samme: En ukendt, unik oplevelse et sted i Thy.

Alive Festival i Thy er kendt for lokale øl, god musik og den helt særlige, familiære Alive-stemning. Men det er ikke alt. I dagtimerne inden musikken går i gang og festen starter, har Alive Festival de senere år gjort sig bemærket ved at have et spændende dagsprogram fyldt med arrangementer, der udnytter en masse af områdets potentialer. Eksempelvis har surfskole i Klitmøller og vandreture i nationalparken længe været faste elementer, og i år udvider de dagsprogrammet med et nyt og spændende koncept.

Som ved enhver anden sommerfest får man nemlig på sommerens Alive Festival mulighed for at prøve kræfter med den gode gamle tombolatromle. Men i stedet for at vinde en nøglering eller en æske fyldte chokolader, bliver man smidt i en bil og kørt ud til en helt unik oplevelse et sted i Thy. ”Den thy’ske eventyrtombola” hedder det nye koncept, som lørdag den 18. august – under sommerens Alive Festival – løber af stablen for første gang.

Del oplevelsen med vennerne
Man kan tage alene ud og opleve Thy. Har man ikke mod på at tage alene på eventyr i det vilde Thy, kan man også købe lodder til to eller tre personer. Eventyrerne er fordelt ud over området, og der er alt fra smagsoplevelser til vilde naturmøder. Et lod koster 50 kr. per mand, og festivalen garanterer en nittefri tromle. Man skal dog have billet til festivalen for at deltage.

Festivalen ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke eventyr tombolatromlen helt præcist kommer til at indeholde:

– Men vi lover, at gæsterne ikke kommer til at gå skuffede derfra. Så spændingen er intakt helt frem til den store dag, lover Mathias Brander Skovsted fra festivalens bestyrelse.

Alive Festival offentliggør det meste af sommerens dagsprogram i løbet af denne måned. Læs mere om dagsprogrammet på www.alivefestival.dk/dagsprogram

Forfatter

Related posts

Top