Lørdag runder Venstres lokale folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen en milepæl. Det er nemlig 20 år siden, han blev valgt til Folketinget i forbindelse med valget i 2005. Han kan fejre jubilæet sammen med sine to partifæller fødevareminister Jacob Jensen og Michael Aastrup Jensen, som ligeledes fik sæde på Christiansborg i 2005.
-Det er et stort privilegium at være en aktiv del af det danske folkestyre. At kæmpe for de værdier, jeg står for, og det område, jeg repræsenterer er lige så vigtigt for mig i dag, som for 20 år siden, siger Torsten Schack Pedersen.
Han fik i tidlig alder fået interessen for politik. Han blev medlem af Venstres Ungdom i Thy i 1993 og opnåede i starten af 00´erne at blive landsformand for ungdomspartiet. Det motiverede han til at satse på landspolitik, og så blev han folketingskandidat i Thisted-kredsen.
Og netop Thisted-kredsen har Torsten Schack Pedersen holdt fast i som base gennem årene. En beslutning, han ikke har fortrudt.
-Jeg er vokset op i Thisted, og Nordvestjylland betyder så meget for mig. Jeg har altid været optaget af at sikre, at Danmark forbliver mulighedernes samfund – for dem, der bor længere ude på landet. At alle har lige muligheder uanset adresse, opvækst og pengepung. Det kæmper jeg stadig for den dag i dag, lyder det fra politikeren.
Han glæder sig over, at han har bidraget til en lang række konkrete resultater til Thy og Mors-området siden 2005.
-Det er vigtigt for mig, at Thy og Mors har en lokal forankret politiker, som har fokus på lokal udvikling. Det har Thy og Mors brug for. Derfor sætter jeg pris på, at det er lykkedes for mig med at sikre penge og politisk opmærksomhed til efterhånden mange lokale initiativer, som har haft betydning lokalt, siger han.
Torsten Schack Pedersen blev i august udpeget som minister i det nye ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab i SVM-regeringen. En rolle, han har kastet sig over med stort engagement.
-Vi lever i en tid med et forandret og mere alvorligt trusselsbillede, og min rolle som minister er at sikre, at vi bliver bedre rustet til at forebygge og håndtere kriser og hændelser. Og truslerne er mangeartede. Det gælder bl.a. cybersikkerhed, hybridangreb og ekstreme vejrhændelser, slutter Torsten Schack Pedersen.
FAKTA om Torsten Schack Pedersen
Torsten Schack Pedersen, født 26. juni 1976 i Farsø, Vesthimmerland, søn af bankbestyrer Niels Johan Pedersen og advokatsekretær Linda Schack Pedersen. Gift med mf og fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm. Parret har børnene Daniel og Sofie.
Folketingskarriere:
Folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Storkreds fra 13. november 2007.
Folketingsmedlem for Venstre i Viborg Amtskreds, 8. februar 2005 – 13. november 2007.
Kandidat for Venstre i Thistedkredsen fra 2002.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab fra 29. august 2024.
Integrationsordfører, 2024.
Udlændingeordfører, 2024.
Politisk ordfører, 2023-2024.
Økonomi- og finansordfører, 2022-2023.
Næstformand for Finansudvalget, 2022-2023.
Erhvervsordfører, 2020-2022.
Næstformand for Finansudvalget, 2019-2020.
Erhvervs-, vækst-, forbruger- og IT- og teleordfører, 2015-2019.
Skatteordfører, 2011-2015.
Erhvervsordfører, 2010-2011.
Skatteordfører, 2007-2010.
Næstformand for Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 2005-2010.
Teleordfører, 2005-2015.
Videnskabsordfører, 2005-2007.
Fiskeriordfører 2024 og 2019-2023.
Uddannelse:
Cand.polit., Københavns Universitet, 2004.
Højere handelseksamen, Nordvestjysk Handelsgymnasium, Thisted, 1995.
Folkeskolens afgangseksamen, Østre Skole, Thisted, 1992.
Beskæftigelse:
Selvstændig, kommunikationsvirksomhed, 2003-2005.
Studentermedarbejder, Market Watch, 1997-1998.
Slagteriarbejder, Tican, 1995-1996.
Tillidshverv:
Medlem af Venstres hovedbestyrelse fra 2023 og 2001-2007.
Medlem af Nationalbankens bestyrelse, 2024.
Kommitteret for Hjemmeværnet, 2023-2024.
Medlem af Nationalbankens repræsentantskab, 2023-2024.
Medlem af Landsskatteretten, 2016-2023.
Medlem af Planklagenævnet, 2021-2022.
Medlem af Skatterådet, 2010-2016.
Landsformand for Venstres Ungdom, 2001-2003.
Formand for Venstres Ungdom i København, 1998-1999.
Formand for Venstres Ungdom i Thy, 1994-1995.
Faktabox : kilde er Folketinget
Foto : Pressefoto