Torsten Schack Pedersen bliver fast erhvervsordfører for Venstre

I dag konstitueres de nye ordførerskaber i Venstre. Det sker efter sidste uges ordførerrokade, hvor det er blevet besluttet, at folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen, der er opstillet for Thy og Mors i Nordjyllands Storkreds, bliver fast erhvervsordfører for partiet.

Han vikarierede i en periode for Tommy Ahlers, som i dag er klimaordfører. Men nu er det altså blevet besluttet, at han skal blive siddende på posten gældende fra idag.

Torsten Schack Pedersen har siddet i Folketinget for Venstre siden 2005, og glæder sig over, at han kan fortsætte i rollen som erhvervsordfører:

– Jeg er selvfølgelig glad for, at partiet viser mig den tillid. Der vil i den kommende tid ske rigtig meget på erhvervsområdet ovenpå corona, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at der er fokus på det samlede danske erhvervsliv. Det er vigtigt, at vi fra Christiansborg ikke overser, at der er er erhverv i hele Danmark, som bliver påvirket af denne nye virkelighed, siger han.

Udover at være erhvervsordfører beholder Torsten Schack posten som fiskeriordfører. At erhvervsområdet nu bliver en fast del af den Torstens politikområder glæder den erfarne politiker.

– Jeg har jo i flere år tidligere været erhvervsordfører for partiet. Det har været enormt spændende at være med til at tegne partiets erhvervspolitiske linje i en så hektisk periode, som vi har været igennem, og vi stadig står midt i. Der er mere end nogensinde brug for liberale tiltag, der hjælper danske virksomheder. Uden et stærkt erhvervsliv har vi heller ikke råd til velfærd.

Foto: Katja Holm

Forfatter

Related posts

Top