To dødfundne hunde i Midt- og Vestjylland formodes dræbt af ulve

To dødfundne hunde fundet 10. marts syd for Ulfborg samt 18. april i en vejkant syd for Ikast formodes dræbt af ulve, oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på sin hjemmeside.

Hunden, der blev fundet syd for Ikast, havde DNA-spor efter ulv. Også bidemønster og spor efter ulve i området indikerer ifølge styrelsen, at hunden er blevet dræbt af ulv. Det kan ikke med sikkerhed fastslås, at hunden, der blev fundet syd for Ulfborg, er dræbt af ulv.  Men styrelsen vurderer, at der er tale om samme type af bidemærker som ved angrebet på hunden nær Ikast.

I begge tilfælde var hundene lukket ud om natten og færdedes frit. Det vurderes, at mødet mellem hunde og ulv skete tilfældigt.

Derfor er det styrelsens vurdering, at der ikke er tale om en problemulv, lyder det fra kontorchef Jens Skovager Østergaard.

“Det havde været en problemulv, hvis den havde angrebet en hund, der befandt sig i en indhegnet have, var i snor eller var under fuld kontrol fra hundeejeren”, siger han.

Det er ifølge kontorchefen vigtigt, at man ikke lader sine hunde løbe frit og uden opsyn i områder med ulve.

“Jeg har stor forståelse for, at det er forfærdeligt for de to hundeejere, og vi styrker nu vores kommunikation om, hvordan man kan passe på sin hund i områder med ulve”, siger Jens Skovager Østergaard.

Hundeejerne modtager kompensation, oplyser styrelsen.

Den seneste vurdering fra ulveovervågningen er, at der er 42 ulve i Jylland.

Foto : Robert Larsson, Unsplash

Forfatter
Top