Thyprisen blev tildelt Hans Peter Kragh på Thymødet

Det blev den tidligere chefredaktør på Thisted Dagblad, Hans Peter Kragh, der modtog Thyprisen på årets Thymødet lørdag i Sjørring Sports- & Kulturcenter.
– med stor indsigt og indlevelse og en meget finurlig håndtering af det danske sprog har du, som ingen anden på en venlig, men ufiltreret måde fortalt thyboerne ”Sandheden, som den virkelig er”, sagde Ole Steen Larsen der er formand for Landsbygruppen Thy ved overrækkelsen.
Når man befinder sig i et hjørne af landet, er en god og stærk lokal presse en forudsætning for at blive hørt.
– Du har altid været blandt de, der har forsvaret og fremmet den positive udvikling, der har fundet sted i Nordvestjylland gennem de seneste årtier. Du har også svunget pisken, når emner som “Eftertænksomhed”, ”March på stedet” og tilfredshed med “Vi har da haft en god snak” har været for fremherskende, sagde han og fortsatte:
– At være redaktør og journalist giver synlighed. Kendetegnende er imidlertid også den meget kvalificerede og påholdende ildsjælsindsats, som du mere diskret yder i foreningslivet, og når et projekt skal gennemføres. Sammen med andre gode kræfter i ”Demokrati i Thy” sørgede du for at hæve det politiske niveau og sikre, at alle kom til orde”, sagde Ole Steen Larsen.
Thyprisen gives til en forening, en virksomhed, en institution eller et projekt eller til en eller flere personer, der har udrettet/præsteret noget, der er positivt for det geografiske område, som Thisted Kommune omfatter.
Thyprisen er en kunstgenstand i keramik, som er lavet af keramiker Torsten Mosumgaard.
Thyprisen er sponseret af Thisted Forsikring.
Foto : Thy Prisen 2017
Forfatter

Related posts

Top