Thyboere kan vinde DM i surf på hjemmebane

Der er lagt op til en fest af de helt store i Vorupør den kommende weekend, når Danmarksmesterskaberne i surf skal afgøres.

Efter de tre indledende runder ligger de lokale surfere fra Klitmøller og Vorupør godt i kampen om medaljer ved årets DM. Faktisk så godt, at langt de fleste medaljer – på papiret – ser ud til at ende i Thy.

I Mens Open fører den regerende Danmarksmester Oliver Hartkopp (NASA) foran klubkammeraten Christoffer Holler. Hartkopp er små 500 point foran Holler på andenpladsen, og er fortsat favorit til at vinde DM endnu en gang.

Hos juniorerne er der total NASA/HF-Cold Hawaii dominans. Samtlige i førergruppen kommer nemlig fra den lokale surfklub. Marius Aagesen fører foran Sebastian Olander og med Marius Clement og Rasmus Søgaard på en foreløbigt delt tredjeplads. Marius Aagesen ligger lunt med en føring på 575 point foran Sebastian Olander.

Der er også klar NASA-dominans i Longboard, Her fører Robert Storm Rasmussen foran klubkammeraterne Mikkel Jensen og med Anna-Julia La Cour Vågen på tredjepladsen. Robert Storm fører med 420 point foran Mikkel Jensen og har derfor favorittens pres på sig.

Første gang under DIF
DM i Surf afholdes af Dansk Surf- & Rafting Forbund, der ved årsskiftet blev optaget i Danmarks Idræts Forbund.

– Det er derfor første gang, at vi skal uddeles officielle DIF-medaljer af guld, sølv og bronze til vinderne af DM i Surf 2018, og det vil være en repræsentant for DIF, der foretager medaljeoverrækkelsen, fortæller Martin Bro der er ansvarlig for Danish Surf Tour i Dansk Surf & Rafting Forbund.

Udover medaljerne får den danske mester i hver disciplin 3.000 kroner som et rejselegat til at rejse ud i verden og forbedre surfkompetencerne.

DM i surf støttes af Thisted Kommune, HF Cold Hawaii og Westwind i Klitmøller/Vorupør. Westwind står iøvrigt også bag DM-festen i Vorupør lørdag aften, hvor vinderne får overrakt medaljer.

Foto : DSRF

Forfatter
Tags

Related posts

Top