Thybo skal stå i spidsen for Fjordland

Danmarks nye, største landboforening, Fjordland, er nu en realitet. Foreningen har 1.700 medlemmer, 6.000 kunder og 215 medarbejdere.

Fusionen mellem Landboforeningen Limfjord, Lemvigegnens Landboforening og LandboThy blev en realitet, da medlemmerne i Landboforeningen Limfjord på den ekstraordinære generalforsamling mandag 21. juni 2021 også stemte for fusionen.

Fjordland er derfor en realitet – med tilbagevirkende kraft gældende fra 1. januar 2021.

Bestyrelsen har konstitueret sig
Bestyrelsen afholdte det konstituerende bestyrelsesmøde i går, hvor Leif Graversen fra Thisted, der før stod i spidsen for LandboThy, blev valgt som formand. 1. næstformand er Morten Agger fra  Lemvig og 2. næstformand er Lars Kristensen fra Skive.

Leif Gravesen er blevet valgt som formand for Fjordland. Arkivfoto

– Nu hedder vi Fjordland, og vi er én bestyrelse og ikke længere tre bestyrelser, der skal arbejde sammen. Derfor har det været vigtigt for os at sammensætte et stærkt trekløver, hvor vi sætter vores forskellige kompetencer bedst muligt i spil til alle medlemmernes fælles bedste, udtaler Morten Agger i en pressemeddelelse.

Det var  en enig bestyrelse, der valgte Leif Gravesen til formandsposten.

– Vi står overfor en stor og spændende fælles opgave, og derfor har det været vigtigt for os og for bestyrelsen at lave en sammensætning, alle kan se sig selv i. Vi går derfor alle tre ind på lige vilkår og med en ligelig fordeling af arbejdsopgaver. Med en engageret og dygtig bestyrelse og medarbejderskare i ryggen, kan det kun blive godt, lyder det fra formand Leif Gravesen.

Fjordlands vision og mål er at stå stærkt politisk både lokalt, regionalt og nationalt.

Via den lokale forankring er foreningen fortsat medlemmernes politiske talerør. For at styrke den politiske indsats, vil der blive etableret et politisk sekretariat, som blandt andet vil være med til at styrke Fjordland og medlemmernes indflydelse omkring det landbrugspolitiske arbejde – såvel nationalt som regionalt. Det politiske sekretariat vil som udgangspunkt have base i Skive.

Forfatter

Related posts

Top