Malthe Jakobsen vender i weekenden tilbage til Circuit of The Americas i Texas, hvor han sidste år hentede sin første podieplacering i FIA World Endurance Championship.
Den hurtige thybo stiller igen til start for Team Peugeot TotalEnergies, når årets amerikanske afdeling af verdensmesterskabet køres.
Sidste år lykkedes det Jakobsen og teamkammeraterne at udnytte de skiftende vejrforhold til deres fordel, men denne gang kan varmen blive den store udfordring.
– Det er jo fantastiske minder fra sidste år, og jeg bliver stadig helt glad, når jeg får øje på pokalen. Vi havde en rigtig god weekend sidste år og var i stand til at udnytte de muligheder, der opstod, siger Malthe Jakobsen.
Han forventer, at dækkene kan blive afgørende i årets løb.
– Vejret er en udfordring, men denne gang bliver det nok varmen, som sætter dagsordenen for, hvad der kommer til at ske. Det kan godt blive et løb, hvor det handler meget om at passe på dækkene, forudser thyboen.
Siden det seneste WEC-løb i São Paulo har Jakobsen blandt andet brugt tid i simulatoren som forberedelse til efterårssæsonen.
– Det har været godt med lidt ferie, kun afbrudt af et ELMS-løb på Spa. Nu bliver det til gengæld også rart at komme rigtigt i gang igen, og jeg glæder mig rigtig meget til denne weekend, siger han.
Lone Star Le Mans køres søndag med start klokken 20 dansk tid. Løbet kan ses direkte på TV2 Sport, Eurosport og FIAWEC+.

Tidsplan for Lone Star Le Mans
Fredag
- 18.30 – Free Practice 1
- 23.00 – Free Practice 2
Lørdag
- 18.00 – Free Practice 3
- 22.40 – Qualifying – Hypercar
- 23.00 – Hyperpole – Hypercar
Søndag
- 20.00 – Race



