Thy Teater: Piger fra langt borte

Søndag d. 25. februar kl. 14.30 og 16.00 er det atter tid til isteater på Thy Teater. Denne gang er det den musikalske dukketeaterforestilling Pigen fra langt borte, som gæster teatrets blackbox. Det er en betagende historie om at høre til og om at finde det, man ikke vidste, man savnede. Efter forestillingen sponsorerer Hansens Is som altid en gratis ispind til alle.

Pigen fra langt borte handler om en lille pige, der en dag banker på hos “den grå”. Pigen bliver lukket ind – men kun nødtvunget, for “den grå” kan bedst lide at være alene. Pigen falder i søvn på gulvet – og “den grå” begynder at spekulere på, hvorfor ingen passer på pigen… “Den grå” løfter det sovende pigebarn ind i sin seng, og næste morgen får hun serveret morgenmad. Da hun er færdig med at spise, rejser pigen videre. “Den grå” kan jo bedst lide at være alene… Men “den grå” kan ikke slippe tankerne om pigen. Hele tiden dukker der noget op, som minder om pigen, der nu er væk. Hendes hårbånd er på gulvet og duften af varm mælk i køkkenet minder om pigen…

Så selv om “den grå” bedst kan lide at være alene, er det pludselig ingen lettelse at være selv. “Den grå” beslutter sig derfor for at gå ud i skoven for at lede efter pigen, som bliver fundet under et træ. De to finder sammen i et forsøg på at finde hjem.

Pigen fra langt borte har mange referencer til det klassiske eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne” – Bortset fra, at der i denne historie rent faktisk er en voksen, som tager ansvar for barnet. Pigen fra langt borte er en hyggelig og rørende børneforestilling med musik, dukkespil og meget mere.

Forestillingen henvender sig til de 3-8 årige børn og deres voksne.

Foto: Morten Fog

Forfatter
Tags

Related posts

Top