Thy Teater laver teater for flygtningebørn

Ræhr Asylskoles gymnastiksal bliver fyldt op med asylcentrets børn som skal se teater

– Det er mange år siden Ræhr Skole sidst havde besøg af teater. Men siden skolen fik en gang maling og der igen er kommet liv på skolen, så skal der naturligvis også spilles teater igen, fortæller Niels Vendius fra Thy Teater.

Det sker fredag den 10. juni kl. 10.00 med forestillingen TVILLINGER som er en klassisk gymnastiksalsforestilling helt uden ord, men til gengæld er den fuld af aktion og scenisk leg.

– Thy Teater præsenterer forestillingen i samarbejde med Uppercut Dance, som er kanongode til at lave danseteater, som også drengene synes er alle tiders. Og jeg ruller selv de to flotte barnevogne i amerikansk 50-er stil, som er forestillingens scenografiske blikfang, ind på scenen, fortæller Niels Vendius.

I hver barnevogn ligger der nemlig en breakdanser iført sparkedragt. I begyndelsen er der helt stille på scenen. Men så vugger den ene barnevogn lidt, så bevæger dynen sig i den anden barnevogn, lidt efter kommer den ene dreng frem, så den anden dreng. De kravler. De lærer at gå. Med nysgerrige blikke undersøger de verden og hinanden. Så et lille dansetrin hos den ene, så et hos den anden. Og inden længe begynder de at løbe og vise forrygende breakdance. Gennem rytmer, trin og mimik opstår der et venskab mellem de to.

– de er søde, sjove og kanongode til at danse og til at lege Formel 1 med barnevognene, for snart efter at snurre rundt (næsten) på hovedet, hvis de da ikke flyver gennem luften og lander ubesværet og grinende foran publikum. Det bliver en fest. Forestillingen er fuld af glad musik og smittende danseglæde, fortæller Niels Vendius.

Medvirkende: Mark Mouritzen og Lukas Larsen
Instruktion: Niels Peter Kløft
Producent: Uppercut Dance

Forfatter

Related posts

Top