Thy Rock fortsætter forberedelserne trods Coronavirus

Selvom landet lige nu plages af Corona-virussen, fortsætter Thy Rock planlægningen af årets festivitas på Dyrskuepladsen i Thisted. Og skulle arrangementet blive aflyst, bliver billetterne refunderet, oplyser formand for Thy Rock, Hans Peter Jarl Madsen:

– Thy Rock følger anvisningerne fra myndighederne til punkt og prikke. Det betyder, at såfremt myndighederne vælger at indstille store udendørs arrangementer som Thy Rock, retter vi os selvfølgeligt efter det. Alle købte billetter vil blive refunderet dog eksklusive gebyret fra Ticketmaster. Det er sådan reglerne er, og dem følger vi, siger han.

Han håber dog ikke, at det kommer så langt.

– Lige nu er der ingen grund til at gå i panik. Vi bevarer roen og følger situationen tæt. Der er trods alt tre en halv måned til vores arrangement og meget kan nå at ske inden da. Så ja – vi fortsætter planlægningen, siger han og fortæller at man vil se hvordan det står til og fire til seks uger.

Publikums sikkerhed er førsteprioritet
Han vil slet ikke på nuværende tidspunkt spekulere i, hvorvidt Thy Rock eventuelt skal flyttes længere hen på sommeren eller om man helt aflyser.

– Vi er hele tiden i dialog med myndighederne og de øvrige festivaler i Danmark, ligesom vi er i dialog med artisternes bookere. Og der er en god dialog og et godt samarbejde hele raden rundt. For det her rammer alle involverede fra musikere over teltudlejere til leverandørerne af fødevarer, øl, sikkerhed, scener, teknisk udstyr og meget andet. Og ikke mindst publikum. Men befolkningens, og dermed vores publikums sundhedsmæssige sikkerhed, kommer i første række, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.

Til sommerens Thy Rock optræder bl.a. The Script, Lukas Graham, Nik & Jay, Jonah Blacksmith, Carpark North, Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, Johnny Madsen Band, Citiboys, Italy Brothers, Ude af Kontrol og John Mogensen Show med Rasmus Bjerg m.fl.

Hvis alt går vel finder Thy Rock sted i weekenden 26.-27. juni 2020.

Foto: Thy Rock/Kristian Amby

Forfatter

Related posts

Top