Thy Rock 2026 blev en kæmpe succes – rekordomsætning i sigte

Thy Rock 2026 er vel overstået, og arrangørerne kan se tilbage på endnu en fantastisk festivalweekend på Dyrskuepladsen i Thisted. Omkring 15.000 gæster lagde vejen forbi den udsolgte 26. udgave af Thy Rock, hvor solen skinnede fra en næsten skyfri himmel begge dage.

Det skriver Thy Rock i en pressemeddelelse.

Med temperaturer på op til 27-28 grader blev det en varm festival, men publikum tog det med ophøjet ro.

– Vi har haft et helt fantastisk Thy Rock. Vejret kunne næsten ikke have været bedre, stemningen var fantastisk, og vores publikum understregede endnu en gang, at de er og bliver verdens bedste publikum. Folk passede godt på sig selv og hinanden, sørgede for at holde væskebalancen intakt og viste den ansvarlighed, som vi heldigvis oplever år efter år, siger festivalleder Hans Peter Jarl Madsen.

De gode oplevelser blev også understøttet af meldingerne fra politi, beredskab og øvrige myndigheder, som beskriver årets festival som særdeles fredelig.

Nu evaluerer man og ser frem ad

Festivallederen sender samtidig en stor tak til de frivillige, der igen i år var med til at få festivalen til at hænge sammen.

– Vores godt 1.200 hjælpere ydede en gigantisk indsats under svære forhold med de høje temperaturer. Men det tog de, som altid, i stiv arm og med et smil. Var det ikke for dem, kunne vi ganske enkelt ikke lave Thy Rock, og vi er dem dybt taknemmelige for en kæmpe indsats, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Det flotte sommervejr fik samtidig betydning for salget på festivalpladsen. 

– Hele økonomien er naturligvis ikke gjort op endnu, men jeg tør godt love, at vi kigger ind i en rekordstor omsætning. Det endelige regnskab bliver fremlagt på næste års generalforsamling, siger festivallederen.

Samtidig kan arrangørerne allerede nu løfte sløret for, at Thy Rock vender tilbage næste år. Thy Rock afvikles fredag den 25. juni og lørdag den 26. juni 2027, og billetsalget forventes at blive sat i gang i løbet af efteråret.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Rekordpublikum fejrede Limfjordens skaldyr: Jesper Knudsen tog 14. DM-guld i træk

Tusindvis af gæster strømmede til Nykøbing Mors under Østers- og Muslingepremieren 2026, hvor Jesper Knudsen igen skrev historie, verdensmester Bjarke Jeppesen imponerede publikum, og nye gastronomiske oplevelser satte rekordweekenden i feststemning.
3 min read
Kultur, Mors, Topnyheder

Østers-kongen siger farvel: Jesper Knudsen jagter sin 14. DM-titel i sin sidste konkurrence på Mors

Jesper Knudsen fra Grindsted kan fredag aften vinde sit 14. danske mesterskab i østersåbning. Men uanset resultatet bliver det hans sidste optræden ved DM under Østers- & Muslingepremieren på Mors.
3 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy fik smæk af stærkt Sønderjyske-hold

Mors-Thy startede bedst, men Sønderjyske tog hurtigt kontrollen. Viktor Bergholt scorede otte mål, mens Thorsten Fries stod med 15 redninger i 34-24-sejren.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.