Thy Rock 2018: Billetsalget går forrygende

Thy Rock har allerede solgt flere end 5.000 billetter til næste års musikfest på Dyrskuepladsen. Det er 500 flere end sidste år.

– Vi er rigtigt godt tilfredse med antal solgte billetter, og vi kan mærke, at der er rigtigt mange, der bruger billetter som julegaver i år. Og det er vi selvfølgeligt rigtigt glade for, siger Hans Peter jarl Madsen, der er formand for Thy Rock.

Han fortæller, at fremgangen gælder alle billettyper – også VIP billetterne, hvor en række lokale virksomheder henlægger deres personalefest til Thy Rock.

Musikprogrammet næsten på plads
Forberedelserne til Thy Rock 2018 har været i gang længe, og musikprogrammet på de to hovedscener er for længst offentliggjort.

– Vi mangler kun at få musikprogrammet på Den Lille Vilde samt i Radio Limfjord-Teltet på plads, og det plejer vi at kunne melde kort inde i foråret. Men ellers arbejder vi med en række nye tiltag, som vi også forventer at kunne offentliggøre efter nytår, fortæller Hans Peter Jarl Madsen der ikke ønsker at sætte ord på, hvilke nye tiltag, der er tale om.

Hans Peter Jarl Madsen.Foto : Christian Kjeldsen

– Thy Rock er på mange måder traditionernes fest, hvor mange kommer hjem fra hele landet for at holde en fest sammen med resten af Thy. Og det vil vi gerne være med til at udvikle og gøre endnu festligere – uden at vi udvander ideen om, at musikken og samværet med familie, venner, kollegaer og så videre, er i højsædet på Thy Rock, siger Hans Peter Jarl Madsen.

FAKTA:
Thy Rock finder sted fredag den 22. og lørdag den 23. juni 2018 på Dyrskuepladsen i Thisted

Man har blandt andre Dizzy Miss Lizzy, Rasmus Seebach, AQUA, Johnny Madsen, Thomas Helmig, sønnike Hugo Helmig, Christopher, Infernal, Michael Falch & Det Band, Birthe Kjær, Saveus, Italobrothers, Magtens Korridorer, Jacob Dinesen, Dodo & The Dodo´s m.fl. på programmet

Billetpriser mm findes på thyrock.dk

Forfatter

Related posts

Top