Thy Naturkraft i træningslejr som virksomhed

Medarbejderne og undervisere på Thy Naturkraft har stiftet bekendtskab med begreber som CANVAS model og forretningsplan. Elmelunds ansatte var nemlig til kursus hos Thy Erhvervsforum for at lære mere om, hvordan Thy Naturkraft skal skrues sammen som virksomhed.

“Vi kiggede på Thy Naturkraft som en helt almindelig virksomhed, og så – for en dag – bort fra det socialøkonomiske aspekt” – Per Kristensen fra Thy Erhvervsforum.

Ikke færre end 12 ansatte i Elmelund og Thy Naturkraft mødte til workshop hos Thy Erhvervsforums to konsulenter mandag den 21. september for at lære mere om CANVAS.

Hvad er vigtigst
CANVAS er en model man bruger til at finde frem til, hvem der er kunder, samarbejdspartnere og hvad det egentlig er for et produkt eller service, man sælger. På workshoppen med Elmelunds medarbejdere var det Per og kollegaen Tommy, der forklarede modellen.

CANVAS er et nyt værktøj. Vi bruger masser af gule, røde, blå og grønne Post-It til at hænge på en tavle. Med dem kan vi se, hvad der er virksomhedens styrker, svagheder, trusler og muligheder. Til sidst finder man de ting, man synes er vigtigst for Thy Naturkraft. På den måde kan man komme i gang med at arbejde med de vigtigste ting først.

Sansehave
Først og fremmest skal der tages hånd om Sansehaven på Virkelyst og etableres en sansebane. Næste punkt er at få koordineret og organiseret Thy Naturkraft. Finde ud af, hvilke ting man kan lave og hvilke man skal lave. Med arbejdet mandag den 21. blev Thy Naturkraft mere kloge på, hvad de laver og hvorfor.

– CANVAS sikrer, at man tænker hele værdikæden med. Vi fik en bedre forståelse for, hvad Elmelund og Thy Naturkraft kan, fortæller Per Kristensen.

Elmelund kursus 2

Godt skridt på vejen
For ham og Tommy var selve den socialøkonomiske tilgang også noget nyt.

– På den måde er Thy Naturkraft og Elmelund atypisk. Hvem står for vedligehold, hvem betaler diesel til traktoren?, spørger han.

For Elmelunds jobkonsulent Brian Nyby, som står for Såruphus, Tved, Virkelyst og alle Elmelunds arbejdsmarkedsrettede aktiviteter, har mandagen også været et godt skridt på vejen videre med Thy Naturkraft:

– Indtil videre har idéerne om Thy Naturkraft ligget i ledelsen. Det er vigtigt at få medarbejderne med, så jeg regner med, at det også kan give os et fælles sprog. CANVAS-modellen kan hjælpe os til at vi ved, hvad vi vil og hvordan vi vil gøre det, siger Brian Nyby.

Med workshoppen er Elmelund blevet klogere på, hvad og hvordan man ønsker at Thy Naturkraft skal se ud i fremtiden. Thy Erhvervsforum er en sammenslutning af erhverv og virksomheder i Thy og er, ifølge Brian Nyby, en god sparringspartner til at få virksomheden godt i gang.

Forfatter

Related posts

Top