Thy Erhvervsforum ansætter ny Erhvervschef

Thy Erhvervsforum har ansat Carsten Hougaard som ny Erhvervschef med tiltrædelse den 1. oktober 2015.

Han er uddannet i forsvaret, men har igennem de seneste 20 år beklædt en række betydende lederstillinger i det private erhvervsliv hos bl.a. Jysk og Dansk Supermarked og kommer senest fra en stilling som administrerende direktør ved Ceste Træ A/S i Thisted.

– Vi kan glæde os over, at der har været stor interesse for stillingen som erhvervschef, og vi har i Carsten Hougaard fundet en meget kompetent og erfaren profil, der kan bidrage positivt til at realisere de visioner og målsætninger, der er opstillet for Thy Erhvervsforum, fortæller Lars Torrild, bestyrelsesformand for Thy Erhvervsforum.

Stillingen som erhvervschef blev ledig med udgangen af juli 2015, og det glæder formanden, at der nu er afklaring omkring den fremtidige ledelse af foreningen:

– Thy Erhvervsforum er engageret i en lang række af løbende aktiviteter og samarbejder, der håndteres godt og kompetent af vores dygtige medarbejdere. Vi har imidlertid også en række vigtige udviklingsområder foran os, som det er af stor betydning, at vi kan sætte en stærk og erhvervschef i spidsen for, siger Lars Torrild.

Blandt de første større opgaver for den nye erhvervschef bliver implementering af den nye og forstærkede samarbejdsaftale mellem Thy Erhvervsforum og Thisted Kommune, der nu er på plads.

Baggrund om den nye erhvervschef:
Carsten Hougaard er 43 år og bosiddende i Thisted med Stine Hougaard der er kiropraktor, samt deres 3 hjemmeboende børn på 11, 6 og 1 år, og de 2 ældste går på Rolighedsskolen.

Carsten Hougaard er oprindeligt født i Odense, og har boet rundt om i det meste af landet gennem årene. I forbindelse med jobskiftet til Ceste Træ flyttede familien fra Kolding og bosatte sig i Thy, hvor de er faldet godt til.

– Den åbenhed, varme og støtte vi har mødt de år vi har boet her i området, har vi aldrig oplevet andre steder, og det er helt klart en af de ting der gør Thy til Thy. Vi har selv engageret os i lokalsamfundet og det har givet os meget igen. Thyboere er, i mine øjne, stolte ildsjæle der er vant til at kæmpe deres sag og vant til at støtte hinanden – det er en enorm styrke vi skal bygge videre på og udvikle noget af det potentiale Thy har, siger Carsten Hougaard.

Foto : Privatfoto

Forfatter

Related posts

Top