Thy Cablepark ikke kun for slimfitte supersurfere..

Thy Cablepark gør op med den ensidige forestilling om den superfitte surfertype, og skaber et vandsportssted for alle aldre og med fokus på tilgængelighed og handicapvenlighed.

Hvis du sidste år spurgte en indbygger i Thisted om Synopalhavnen, ville du blive mødt med rysten på hovedet og en fortælling om forfald. Det er ikke længere tilfældet. Sommeren er kommet til havnen og mens solen brager ned fra himlen, er havnen som forvandlet.

En flok unge ildsjæle fra Thy Cablepark har forvandlet den før så triste havn til et vandsportsparadis for alle. Blandt andet med hjælp fra Lokalsikringsprisen fra Thisted forsikring, der har givet penge til at fremme adgangsforholdene til havnen. Sporten de dyrker her hedder wakeboarding og minder meget om surfing, blot at udøveren her bliver trukket af et kabel.

Wakeboard er for alle
Martin Knudsen, der normalt er uddannelsesleder ved beredskabsstyrelsen, fortæller at der er i alt 5 initiativtagere til projektet i havnen. Fælles for dem alle, er at de vægter familieaktiviteter meget højt.

Thy Cable Park Martin Knudsen

– Her er i Thy Cablepark er wakeboarding for alle fra 8 til 80. Vi ønsker at området omkring Thy Cablepark skal være for alle. Derfor er vi også glade for, at vi fik mulighed for at lave handicapadgang sammen med Thisted Forsikring, fortæller Martin.

Sikkerheden skal også være i orden. Vandet i havnen er klart og dybt – op til fem meter på det dybeste. Derfor har de ialt 14 kabeloperatører der alle er over 18 år og har bestået både førstehjælpskurser og søsportsprøven fra Dansk Svømmeunion.

Cold Hawaii Inland
Martin fortæller, at er der noget der binder vandsportslivet sammen i Thy, så er det Cold Hawaii. Dette er oprindeligt et område centreret omkring Klitmøller og Hanstholm, hvor surfere fra hele verden kommer for at opleve stedet med Nordeuropas bedste surf-forhold.

– Vi har givet vores park undertitlen “Cold Hawaii – inland” fordi vi giver surfing endnu en facet i Thy og er med til at gøre et af verdens mest attraktive surfsteder endnu bedre, siger Martin

Martin Knudsen, der selv er fra Svendborg fortæller, at det var surfingen, der først trak ham til Thy, og surfingen er nu blevet endnu bedre. Nu kan alle få vand under boardet, selv når det er vindstille.

Selvom parken først åbner den 14. juni, så er interessen allerede enorm. Martin fortæller, at på grund af den store forhåndsinteresse arbejder de på en ny kabelbane, som kan være på vej allerede til næste sæson.

Fakta:
Om Thy Cablepark
Web: thycablepark.dk
Mail: info@thycablepark.dk

Medlemsskab:
Under 25 år: kr. 300,-
Over 25 år: kr. 400,-
Årskort: kr. 1000,-
Leje af påkrævet hjelm og vest: gratis

Forfatter

Related posts

Top