Thisted-skoler modtager legatmidler til sundhedsfremme

Sennels Skole og Snedsted Skole må kunne et eller andet; enten er de virkelig gode til at skrive ansøgninger eller også stabler de enormt gode projekter på benene, og måske er det en kombination af begge dele.

I hvert fald er begge skoler blandt de ialt 28 danske skoler, der har modtaget Mejeriernes Skolemælkslegat til sundhedsfremmende aktiviteter som uddeles to gange om året. De to lokale skoler blev udvalgt blandt de i alt 430 ansøgninger fra skoler over hele landet.

Bondegårdsbesøg for elever med autisme
Eleverne i Snedsteds Skoles specialklasse for børn med autisme kan se frem til et fra jord-til-bord-forløb, der inkluderer besøg på en bondegård og efterfølgende madlavning i skolekøkkenet med råvarer hjembragt fra besøget. Det bliver en realitet takket være en donation på 2.750 kroner fra legatet.

Fællesskabs-booster i Sennels
På Sennels Skole har man fat i noget ganske unikt med det de kalder ”Fællesskabs-boosteren”. Fællesskabs-boosteren handler om, at alle skolens 125 elever på tværs af de 7. klassetrin to gange om måneden laver noget sammen i 12-pausen. Er vejret godt foregår det udendørs – og regner det så rykker man i hallen ved siden af skolen.

Det er elevrådet, der står bag fællesskabs-boosteren, og de har længe ønsket sig en taske med rekvisitter til diverse lege og aktiviteter. Den taske med indhold får de nu takket være en donation på 3.895 kroner.

Mejeriernes Skolemælkslegat uddeler årligt 200.000 kroner. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. I år er der uddelt beløb fra 700 kroner og op til maksimumbeløbet på 5.000 kroner.

– Vi ønsker at sætte fokus på sundhed, bevægelse og fællesskab i klasserne og på skolerne. Mejeriernes Skolemælkslegat giver midler til aktiviteter, der er til gavn for hele skolen eller en enkelt klasse, og som styrker sundhed og fællesskab gennem gode oplevelser, siger Jan Hermansen, afdelingschef i Mejeriforeningen.

Ansøgningsskema og mere information om næste legatuddeling findes på www.edutainmenthuset.dk.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top