Thisted Kommune udtræder af færgesamarbejde

Thisted Kommune sætter Morsø Kommune under massivt pres, efter at 15 medlemmer stemte for og 12 imod, at Thy udtræder af færgesamarbejdet med Mors fra den 1. februar.

– Det er sådan, at vi en gang hver fjerde år i januar måned kan tage stilling til aftalen omkring færgeselskabet, og det åbner jo også mulighed for forhandlinger. Om vi skal have en anden procentvis fordeling, eller om vi skal udtræde helt, vil forhandlingerne vise, indledte borgmester Niels Jørgen Pedersen (V), der under behandlingen samtidig informerede om, at der allerede havde været et møde mellem borgmester Jens Dahlgaard (A) fra Mors og borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thy.

Det afholdt dog ikke specielt Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti fra at forsøge at ændre holdningen hos flertallet.

– Mors Thy Færgefart er en vigtig infrastruktur og et afgørende bindeled mellem Thy og Mors. Derfor frygter vi i Socialdemokratiet, at ruten risikerer at blive nedlagt, hvis vi udtræder af færgeselskabet. Vi mener, at færgen spiller en central rolle for den daglige mobilitet – både for borgere og erhvervsliv og ikke mindst for turismen – men også for sammenhængskraften i hele det nordlige område på Nordmors og Hannæs. Den bidrager samtidig til at reducere unødige omkørsler, godt nok på statens veje. Derudover har Feggesundfærgen betydning for beredskab og forsyningssikkerhed og fungerer som en robust alternativ forbindelse, sagde Peter Skriver Nielsen fra Socialdemokratiet og rejste kritik af behandlingen af sagen:

– Den behovsanalyse, der blev iværksat i sidste periode, blev ikke fulgt til dørs af forvaltningen og udvalget. Det er ærgerligt, mens vi nu kan konstatere, at de seneste tal for 2025 viser en beskeden fremgang. Allerede sidste år kunne der have været en indledning til opsigelsen af aftalen som temadrøftelse med en efterfølgende snak med Morsø Kommune. Måske kunne det have lukket op for lidt forståelse for den pludselige holdning til punktet.

Han argumenterede yderligere for, hvorfor man skulle følge Socialdemokratiets nej til at udtræde af samarbejdet.

Kritisk konservativ
Jens Tilma så færgesagen som en principiel sag, der handler om kommunens mange udkanter, hvor de fleste ting har en større udgift, end de måske har værdi for flertallet i en kommune.

– Vi bor ikke særlig mange ude i udkanterne, men infrastrukturen er også vigtig for os. Det kan godt være, der ikke kører lige så mange på vejene. Det kan godt være, der ikke sejler lige så mange med færgerne. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt for området. Hvis man mener noget med, at vi er kommunalbestyrelse for hele Thisted Kommune, så er man altså også kommunalbestyrelse for det allernordligste af kommunen. Jeg ved godt, at vi ikke er kommunalbestyrelse for Morsø Kommune, men færgen er heller ikke til for hele Morsø Kommune. Der er de i stand til at stå sammen. Hele kommunalbestyrelsen bakker op om det, der gavner dem, der bor tættest på færgen. Det ville jeg ønske, vi også kunne gøre her, sagde Jens Tilma og fortsatte:

Så ved jeg godt, at der er nogen, der udelukkende ser på udgiften og ikke på værdien og er ligeglade med, at der ikke er blevet lavet en værdianalyse. Jeg synes bare, vi skal tage til efterretning, at vi åbenbart er nødt til at have et større fokus, når der kommer fejl. For når det er mennesker, der arbejder, så bliver der lavet fejl. I sådan en sag her kunne det være udslagsgivende. Det kunne det også, at der er de forkerte tal på til at starte med. Det kan det også, når man får en værdiladet præsentation af tallene, eller når vi får det gennemgået på et temamøde. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi blev bedre til at kræve, at når man får oplyst en sag, så er det nøgternt. Så er det os politikere, der danner holdningerne til den ud fra vores egne værdier, sagde Jens Tilma.

Han henviste til, at man godt kan genforhandle en aftale uden at opsige den og henviste til overenskomstforhandlinger.

– Der er forskel på at forhandle en ny aftale på et ikke-opsagt grundlag og på at opsige den og så forhandle. Det kommer an på, hvor krigerisk man vil være. Det er oplagt at indgå mere helhjertet i samarbejdet med Morsø Kommune om færgen, fordi Thisted Bredning i det hele taget nok har et større potentiale for at tiltrække turisme og bosætning. Amtoft vil ellers være en blind vej, og der kommer ikke over 100.000 mennesker forbi, hvis færgen ikke sejler der, sagde Jens Tilma og fortsatte:

– Jeg er helt med på, at det er en udgift. Jeg er også helt med på princippet om, at man selvfølgelig skal vurdere udgifterne. Men det kan man ikke uden at kigge på værdien af det. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at hvis man spørger lokalt, og når alle områdets otte borgerforeninger helt tydeligt siger, at færgen har en enorm værdi – også under de nuværende vilkår – så er det nok, fordi de mener det, sagde Jens Tilma og fik omgående støtte fra Peter Skriver Nielsen.

Rystet over sagsforløbet
Morten Bo Bertelsen (SF) tilsluttede sig Jens Tilmas kritik af sagsforløbet.

– Jeg er jo også lidt rystet over den måde, sagen er blevet behandlet på. Altså at vi ikke har de rigtige informationer, og at man ikke kan lave de analyser, som ikke bare Teknik- og Miljøudvalget, men kommunalbestyrelsen ville have. Havde vi haft den viden, da vi sad og behandlede det i Teknik- og Miljøudvalget, så havde vi formodentlig sendt det tilbage. Så havde vi sagt: Jamen, vi kan jo ikke tage stilling, før vi har den analyse. Det er meget, meget problematisk og en virkelig dårlig start i en kommunalbestyrelse, sagde Morten Bo Bertelsen og fortsatte:

– På vores sidste møde i Teknik- og Miljøudvalget drøftede vi lidt, at vi skal onboardes og ud at se en masse ting. I stedet skulle vi have drøftet, hvad det er for et grundlag, vi vil arbejde på, og hvilke vilkår vi vil have som kommunalpolitikere, og hvilke informationer vi vil have. Vi må også gå i dybden med, hvorfor den her sag ikke er undersøgt. Den er jeg i hvert fald ikke færdig med endnu, påpegede Morten Bo Bertelsen.

Ib Poulsen grillede DanmarksDemokraterne
Dansk Folkepartis Ib Poulsen påpegede, at sagen også er landdistriktspolitik.

– Det er jo landdistriktspolitik, så det basker. Og jeg synes jo, at vi skal bakke op om, at vi stadigvæk har den her færdselshovedåre, som færgen er – og som jo er på linje med en bro. Det er i bund og grund statens ansvar, at sådan en færge kan drives. Det kan jeg se på LimfjordUpdate er kommet så langt, at man inde på Christiansborg har opdaget det. I hvert fald har Simon Kollerup set, at vi har den her diskussion i aften. Jeg synes jo, at han skal tage med til sit bagland, at man kigger ind i, om ikke den slags burde være statens ansvar, sagde Ib Poulsen og fortsatte:

– En af grundene til de faldende tal er selvfølgelig prisen, fordi det er blevet alt for dyrt. Men det kunne jo også godt være, at når man tvinger langt flere til at køre elbiler, så er fornuften ved at tage en færge langt mindre økonomisk, og derfor fravælger man færgen. Og det ansvar burde regeringen jo også tage, sagde han, og rettede skytset mod DanmarksDemokraterne, der er en del af konstitueringen.

– Så har vi jo fået en ny spiller i byrådssalen, hvor deres parti i hvert fald slår sig op på, at de er med landdistrikterne. Det er noget, der betyder rigtig meget for DanmarksDemokraterne, og jeg savner i den her debat at høre, hvad de egentlig mener. Mener I virkelig noget med landdistrikter, eller er det kun, når der skal holdes skåltaler? Når jeg tæller rundt, kan jeg se, at jeres stemmer kunne blive afgørende i den her afstemning. Jeg er spændt på at høre, om I virkelig mener det her med landdistriktet, eller om det bare er tom snak, lød salutten fra Ib Poulsen.

DanmarksDemokraternes Lars Vestergaard affejede Ib Poulsens angreb:

– Jeg mener, det er rettidig omhu, at vi nu har mulighed for at se på aftalen igen. Derfor er vi nødt til at melde ud, at vi vil ud af den her aftale. Så spiller vi bolden over til morsingboerne, som stort set har al glæden ved færgen. Nu har jeg selv været i den tunge trafik i rigtig mange år. Hovedparten af den tunge trafik går uden om færgen fra Nykøbing og nordpå. Og nu smider vi godt 2 mio. kroner om året, som nok er stigende de kommende år. Hvis vi træder ud nu, er det måske 10 mio. kroner, hvilket svarer til næsten et helt års asfalt.

Ib Poulsen var ikke sen på aftrækkeren, da han ikke mente at have fået svar.

– Jamen tak til Lars for et ærligt svar omkring det her med landdistrikt – at det tager jeg ikke så tungt, når det kommer til stykket. I vil ikke rigtig kæmpe for noget så vigtigt som en hovedfærdselsåre. Det er jo imponerende nok i sig selv, lød konstateringen fra Ib Poulsen.

Klare i spyttet
Venstre, Liberal Alliance og De Konservative var alle klare i spyttet.

– I Venstre synes vi, at Feggesundfærgen er en dejlig lille færge, men en dårlig forretning. Det er den blevet, fordi der ikke er nok, der bruger den. Derfor ønsker vi for fremtiden, at der er flere, der bakker op om at bruge færgen, for vi kan ikke som kommunalbestyrelse være dem, der bruger færgen. For at det her kan blive en god forretning og ikke et sted, hvor vi taber borgernes penge år efter år, som vi kan se i budgetterne, er der flere, der skal tage den her færge i brug. Indtil da bakker vi op om, at der skal forhandles på de her procenter, og det gør vi ved at stemme for at træde ud af aftalen, ligesom Niels Jørgen forklarede.

Liberal Alliances Casper Søe Larsen forventer, at sagen lander på kommunalbestyrelsens bord efter borgmesterens forhandlinger med Morsø Kommune.

– Man kan sige, at vi er nødt til at træde ud for at opnå et forhandlingsrum, men sådan er det. Jeg har det egentlig OK med, at borgmesteren også helt offentligt på det her møde siger, at der er møder med vores modparter i Morsø Kommune. Så får vi som kommunalbestyrelse en orientering om de forskellige muligheder, og så må vi tage stilling til det igen på det tidspunkt. Det, det handler om, er, at vi en gang hver fjerde år har muligheden for – jævnfør ejeraftalen – at tage timeout og tale om vilkårene i aftalen, sagde Casper Søe.

De Konservatives Overgaard lovede at gøre det kort, og det gjorde han:

– Der er én måned hver fjerde år, hvor vi kan genforhandle ejerskabet. Den måned er vi i nu. Derfor er vi nødt til at tage den her beslutning nu, så vi kan få genforhandlet ejerskabet.

Så mente borgmester Niels Jørgen Pedersen, at det var tid til en afstemning. Her stemte 15 imod at fortsætte aftalen med Morsø Kommune, mens 12 stemte for en fortsættelse. Forhandlingerne om en ny aftale fortsætter.

Læs også:

af Redaktionen

Relaterede artikler

Ikke-kategoriseret

Over 300 millioner kroner til sundhedsindsatser på blandet andet Mors

Pengene skal bruges til nære sundhedsindsatser, herunder etablering af nærhospitaler og lokale sundhedstilbud tæt på borgerne.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Sparekassen Thy afviser problemer med at få finansieret lokale boligkøb

Den problemstilling, politikerne ønsker at fremelske, eksisterer efter min bedste overbevisning ikke, siger Ole Beith.
3 min read
Thy, Topnyheder

Offentlig høring om urørt skov i Thy

Naturstyrelsen har åbnet høring af 40 forvaltningsplaner for urørt skov på statens arealer, herunder Østerild Klitplantage og Tømmerby Kær Plantage i Thy.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.