Thisted Kommune melder om kaotiske tilstande

Normalt høster Thisted Kommune store roser for sin 24/7-ordning, hvor thyboerne i alle døgnets timer kan komme af med både stort og småt brændbart på de lokale genbrugscentre.

Men i den netop overståede påske herskede der nærmest kaotiske tilstande, hvilket særligt blev bemærket i Thisted og Hanstholm. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.

Langfredag og påskesøndag har centrene været ubemandede, og det har desværre medført, at nogle borgere har undladt at sortere storskraldet i de rigtige sektioner – eller blot efterladt det ved siden af en lukket container.

– De fleste gør det rigtig godt, men vi har desværre fundet murbrokker, farligt affald og plastik på helt forkerte steder, fortæller André Klittenberg, der er fællesformand for personalet på genbrugscentrene.

Personalet har efterfølgende brugt nogle dage på at rydde op på de forskellige bunker af usorteret eller blandet affald.

André Klittenberg opfordrer derfor thyboerne til at bruge den sorteringsguide, der findes i appen Affald Thy, som også er den app, der bruges som nøgle til genbrugscentret uden for bemandet åbningstid.

I sorteringsguiden kan man søge på hvad som helst – fra bilakkumulatorer til blyindfattede ruder og flamingokasser. Og straks få at vide, hvilken kategori affaldstypen hører under.

– Hvis man er i tvivl, er sorteringsguiden et rigtig godt redskab. Alternativt kan man være heldig at møde en af de borgere, der er mere erfaren med affaldssortering – og som man kan spørge, lyder rådet fra André Klittenberg.

Når borgerne griber til den lette løsning – og for eksempel smider plastsække i kategorien ”aviser og ugeblade” eller flamingo i papsektionen – kan det medføre, at containerens indhold ikke kan genanvendes.

Arkivfoto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top